Volkswagen ser milliardtab på råvarehedge

Dermed venter bilkoncernen en flad udvikling for sit driftsresultat sammenlignet med 2022.
Foto: Francois Lenoir/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Francois Lenoir/Reuters/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Volkswagen har fredag aften signaleret lavere driftsindtjening i 2023, da prissikringer på råvarer koster et stort milliardbeløb.

Den tyske bilkæmpe regner nemlig nu med en flad udvikling i driftsoverskuddet i forhold til 2022, da det endte i 22,5 mia. euro.

Dortmund-koncernen fremhæver i en meddelelse, at råvaremarkedet fortsat er ”uforudsigeligt”, men koncernen regner ikke med, at den i årets sidste tre måneder ”kan kompensere” for en negativ effekt på 2,5 mia. euro på driftsresultatet i årets første ni måneder fra hedging-transaktioner.

”Med hensyn til virkningerne af fair value omvurderingen af sikringsaftaler uden for hedge-regnskabet på driftsresultatet, forventer virksomheden set fra dagens perspektiv ikke længere at kunne kompensere for virkninger på minus 2,5 mia. euro, der blev bogført i de første ni måneder, ved udgangen af året,” hedder det.

Volkswagen regner dog fortsat med at levere 9,0-9,5 mio. biler til kunderne i 2023 og dermed opnå en salgsvækst på 10-15 pct.

Foreløbige regnskabstal for tredje kvartal lever samtidig heller ikke op til forventningerne. Omsætningen steg i perioden ganske vist med 12 pct. til 78,8 mia. euro mod det ventede konsensus 76,1 mia. euro, men driftsresultatet blev på 4,9 mia. euro, mens analytikerne her ifølge Bloomberg News havde regnet med 5,5 mia. euro.

Aktien i Volkswagen faldt i fredagens ordinære europæiske handel med 2,1 pct., mens selskabets sekundære notering i USA falder lidt mere tilbage med et minus på 3,1 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også