Københavns Lufthavn melder om "vigtig opdagelse" i forsøg med biobaseret flybrændstof
Et internationalt forsøg i Københavns Lufthavn har fundet frem til en sidegevinst ved brug af biobaseret flybrændstof.
Brændstoffet, der er en del af fællesbetegnelsen for bæredygtigt flybrændstof kaldet SAF, giver færre ultrafine partiker og dermed en bedre luftkvalitet.
Det er en af konklusionerne i forsøget, som har kørt hen over en periode på fire uger i vintermånederne, skriver Københavns Lufthavn i en pressemeddelelse.
Forskere har målt på et fly med 34 pct. SAF i tanken, mens det har kørt på landingsbanen og i gaten i lufthavnen. Målingen viser ifølge Københavns Lufthavn en reduktion i udledningen af ultrafine partikler med omkring 30 pct.
”Det er en vigtig opdagelse, at SAF har betydning for luftkvaliteten. Vi ved allerede, at det er med til at mindske CO2-udledningen – så det her er endnu en stor gevinst ved en omlægning af luftfarten væk fra fossile brændstoffer,” udtaler Christian Poulsen, konstitueret adm. direktør i Københavns Lufthavn.
Komplekst forsøg
Det er første gang, at der ifølge lufthavnen er blevet foretaget så omfattende målinger i, hvad der betegnes som et ”autentisk” lufthavnsmiljø.
Det er forskere fra det tyske luft- og rumfartscenter Deutsches Zentrum für Luft- und Raumfahrt (DLR), der som nævnt har målt på et fly med 34 pct. SAF i brændstofstanken. Flyet, der er blevet målt på, har rejst mellem København og Stockholm tre-fire gange dagligt.
”Det har været meget komplekst at udføre sådan et forsøg i en lufthavn i fuld drift sammenlignet med klassiske laboratoriemålinger. Det har ikke mindst krævet grundige overvejelser både under dataindsamlingen og den efterfølgende analyse,” siger Benedict Enderle, seniorforsker hos DLR, i pressemeddelelsen.
”Ikke desto mindre bekræfter resultaterne, at SAF har en positiv effekt på udledningen af ultrafine partikler og dermed lokal luftkvalitet som allerede blev indikeret i tidligere forsøg i vores laboratorier.”
Fra 2025 bliver der indført krav om, at der skal være 2 pct. SAF i alle fly, der letter fra en lufthavn inden for EU’s grænser. Kravet om iblanding vil være støt stigende frem mod 2050, hvor kravet vil være 70 pct.
Foruden biobaseret flybrændstof arbejdes der også på at få udbredt syntetisk SAF.