Lufthansa satser på kortere flyvninger med nyt datterselskab

City Airlines vil flyve fra hubs i henholdsvis München og Frankfurt. 
Foto: Christof Stache/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Christof Stache/AFP/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Det tyske luftfartsselskab Lufthansa lancerer til næste år et regionalt luftfartsselskab for at styrke sin kortdistanceflyvning i Europa og samtidig reducere omkostningerne.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

”Lufthansas nyetablerede City Airlines vil starte flyveoperationer i sommeren 2024,” oplyser det tyske luftfartsselskab onsdag.

Og myndighedernes godkendelser kom allerede på plads i juni, tilføjes det.

City Airlines vil flyve fra hubs i henholdsvis München og Frankfurt og på den måde ”levere” passagerer til Lufthansas langdistanceoperationer - sandsynligvis fra juli 2024.

Indtil nu har det tyske luftfartsselskab brugt sit eget selskab Cityline. Men det er længe blevet kritiseret af ledelsen som værende for dyrt.

De to datterselskaber vil i fremtiden fungere parallelt, oplyses det ifølge AFP.

Lufthansa oplyser, at rekrutteringen af piloter og kabinepersonale begynder i næste måned, og ansatte hos Cityline opfordres til at søge stillingerne.

”Med City Airlines ønsker vi at skabe noget blivende de kommende årtier og sikre bæredygtige arbejdspladser i Tyskland,” siger Jens Fehlinger, administrerende direktør for City Airlines.

Repræsentanter for fagforeningerne beskylder Lufthansa for at bruge det nye selskab til at skære ned på personaleomkostningerne, og i august lød det fra pilotforbundet VC, at luftfartsselskaberne ”altid opretter nye driftsselskaber for at omgå eller reducere lønforholdene”.

Lufthansa blev sidste år ramt af strejker blandt både piloter og personale på jorden.

Ifølge AFP kostede strejken luftfartsselskabet 70 mio. euro, inden det lykkedes Lufthansa og piloterne at indgå en aftale om højere løn, og til gengæld lovede piloterne ikke at strejke igen i et års tid.

Aktien i Lufthansa stiger 1 pct. onsdag eftermiddag.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også