Efter store sejre har fagforeningerne nu også Tesla i sigtekornet

”Nu tager vi vores strejkemuskel og vores kampånd videre til resten af sektoren,” lød det mandag fra Shawn Fain, formanden for United Auto Workers, UAW.
Foto: Matthew Hatcher/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Matthew Hatcher/AFP/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Fagforeningen for bilarbejdere i USA har gennem 2023 forhandlet nye overenskomster med de tre store gamle bilkæmper i USA, og efter de bemærkelsesværdige sejre, som har sikret lønstigninger på 25-33 pct. i de fireårige overenskomstperioder, er sigtekornet nu drejet over på Tesla og de udenlandske bilproducenter i USA.

Det skriver Reuters.

”Nu tager vi vores strejkemuskel og vores kampånd videre til resten af sektoren, vi repræsenterer, og til millioner af ikke-organiserede arbejdere, som er parate til at rejse sig og kæmpe for et bedre liv,” lød det mandag fra Shawn Fain, formanden for United Auto Workers, UAW.

Meldingen fra den stridslystne, og altså succesfulde, formand kom i kølvandet af, at fagforeningens medlemmer ved urafstemninger godkendte overenskomsterne med General Motors, Ford og Stellantis.

UAW har den senere tid fået positive henvendelser om en mulig organisering fra medarbejdere hos andre producenter.

”Arbejdere hos Tesla, Toyota, Honda og andre er ikke fjenden, de er UAW’s fremtidige medlemmer,” forklarede Shawn Fain til Reuters i sidste uge.

De nye overenskomster gør det dyrere for de tre bilkæmper. Hos Ford har man således vurderet, at arbejdsomkostningerne for produktionen af en bil stiger med 800-900 dollar.

De øgede omkostninger kommer samtidig med, at branchen forsøger at omstille sig til en omfattende elektrificering. Elbiler er dog mindre arbejdstunge af bygge, og derfor kan det betyde, at der i fremtiden skal benyttes færre medarbejdere i produktionen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også