Næsten nye elbiler fra udlandet får bilsalget til at tippe

Tæller man næsten nye importerede biler med i regnskabet, sælges der nu flere elbiler end fossildrevne biler.
Ifølge John Dyrby Paulsen, direktør i Dansk e-Mobilitet, er elbilerne blevet billigere og bedre. | Foto: Stine Bidstrup
Ifølge John Dyrby Paulsen, direktør i Dansk e-Mobilitet, er elbilerne blevet billigere og bedre. | Foto: Stine Bidstrup
af ritzau

Kigger man på de officielle tal for nyregistrerede biler, er salget af elbiler tæt ved at nå op på siden af de benzin- og dieseldrevne biler.

Således blev der i november solgt 7233 nye elbiler, svarende til 44 procent af det samlede antal nyregistreringer.

De Danske Bilimportører forventer desuden, at 2024 bliver året, hvor elbilerne endegyldigt overhaler de fossildrevne biler.

Ændrer man imidlertid forudsætningerne for regnestykket en smule, har elbilerne allerede vundet slaget.

Ifølge Dansk e-Mobilitet bliver der nemlig sideløbende med de fabriksnye biler solgt et ikke ubetydeligt antal næsten nye elbiler, som er importeret fra udlandet - hovedsageligt Tyskland.

Tæller man disse biler med, nåede elbilsalget op på 9376 styk i november, mens der kun blev solgt 9232 øvrige biler.

”Elbilerne er blevet billigere og bedre, og et flertal af bilkøberne ser elbilen som det naturlige valg. I dag skal man jo ikke forklare naboen, hvorfor man har købt en elbil, men man skal forklare og forsvare, hvorfor man har købt en dieselbil,” siger John Dyrby Paulsen, der er direktør i Dansk e-Mobilitet.

Det er en særlig tysk tilskudsordning, der er årsag til de mange importerede biler, som for de flestes vedkommende ikke har kørt ret mange kilometer på de tyske motorveje.

I Tyskland får man et kontant tilskud ved køb af en elbil, som efter 12 måneders ejerskab kan eksporteres ud af landet. Og den fidus har en række tyskere benyttet sig af.

Således er hver fjerde elbil, der er indregistreret i Danmark i november, importeret på den måde.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også