Tesla lider nyt nederlag om nummerplader i Sverige

Konflikt giver fortsat Tesla problemer i Sverige. Og fra jul kan Tesla ikke regne med at få hentet affald.
Foto: TT News Agency/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: TT News Agency/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU/TT

Tesla har onsdag lidt endnu et nederlag i den langvarige konflikt med svenske fagforeninger.

Strejke og sympatiaktioner hos blandt andet medarbejdere i PostNord har forhindret elbilproducenten i at få tilsendt nummerplader med posten.

Først gav en domstol - tingsrätten - Tesla lov til selv at hente nummerpladerne hos producenten.

Men onsdag har en anden domstol - hovrätten - annulleret den beslutning, efter at beslutningen blev indbragt af den svenske transportstyrelse.

Hovrätten har ikke taget stilling til arbejdsretlige spørgsmål, skriver den i en pressemeddelelse. Kun om tingsrätten havde beføjelse til at beslutte at lade Tesla hente nummerplader selv.

Ansatte hos Tesla i Sverige indledte en strejke 27. oktober.

Fagforbundet IF Metall er gået til kamp mod den amerikanske bilgigant, fordi Tesla nægter at indgå en overenskomst med forbundet.

Stadig flere fagforbund er siden da blevet inddraget i konflikten.

Onsdag varslede LO-forbundet Transport, at al afhentning af affald ved Teslas 11 anlæg i Sverige bliver blokeret fra juleaften.

Det er ikke kun dagrenovationen, der rammes. Der kan være tale om ganske store mængder affald, som kræver speciel håndtering, siger Transports formand, Tommy Wreeth.

Konflikten med Tesla har bredt sig til andre nordiske lande.

I både Danmark, Norge og Finland har transportarbejdere og havnearbejdere varslet blokade mod Tesla.

Det betyder, at havnearbejdere og chauffører i de tre lande nægter at levere Tesla-biler til Sverige.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også