Tesla afviser krav om overenskomst på tysk bilfabrik

Tesla kom sidste år med en lønstigning til ansatte på bilfabrik, men afviser en fælles overenskomst.
Tesla afviser at indgå overenskomst på fabrikken i Grünheide i Berlin. Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Tesla afviser at indgå overenskomst på fabrikken i Grünheide i Berlin. Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Den amerikanske bilgigant Tesla afviser et krav om fælles overenskomst på elbilproducentens fabrik i nærheden af Berlin. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Tesla annoncerede sidste år en lønstigning for ansatte på fabrikken i Grünheide sydøst for den tyske hovedstad. Dette betød blandt andet, at de årlige lønninger stiger med 2500 euro - omkring 18.500 kroner - for produktionsmedarbejdere fra februar i år, skriver dpa.

”Vi fokuserer på os selv for hurtigt at finde løsninger for vores medarbejdere og uden unødig optrapning og dermed få ændringer til at ske væsentligt hurtigere,” siger fabrikschef André Thierig til nyhedsbureauet.

Fra fabrikschefen lyder det desuden, at de ansatte har goder - selv uden en fælles overenskomst. Disse omfatter gratis opladning af elbiler, gratis pendling med bus og tog, leasing af cykler, og at de kan få en subsidieret togbillet, der kan bruges på tværs af Tyskland.

I Danmark indledte 3F Transport en sympatikonflikt 20. december. Det betyder, at der ikke kan sendes Tesla-biler til Sverige via danske havne. Det skete i forbindelse med, at der i Sverige har været strejke mod Tesla siden slutningen af oktober 2023.

Det skyldes, at bilproducenten nægter at indgå overenskomst for sine ansatte i Sverige, der er repræsenteret af den svenske fagforening IF Metall.

Musk modstander af fagforeninger

Teslas administrerende direktør, Elon Musk, har før gjort det klart, at han er modstander af fagforeninger. Imens er økonomiministeren i den tyske delstat Brandenburg, hvor Grünheide ligger, Jörg Steinbach, fortsat fortaler for fælles overenskomster.

”Det ville selvfølgelig være godt, hvis IG Metall (fagforening, red.) og Tesla kunne blive enige om en fælles overenskomst - eller i det mindste drøfte det. Det vil give mange fordele til begge sider,” siger Jörg Steinbach til dpa.

Derudover har IG Metall tillid til, at der vil komme overenskomstforhandlinger i Tesla. Ifølge fagforeningen er det ”op til vores kolleger i virksomheden at beslutte, hvor hurtigt dette vil ske”.

Efter egne tal producerer Tesla i øjeblikket mere end 250.000 elbiler årligt i Grünheide, hvor der er omkring 11.500 ansatte. Fabrikken skal efter planen udvides, skriver dpa.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også