BYD intensiverer konkurrencen med Tesla med nye luksusmodeller

Blandt andet vil selskabet lancere en SUV, der kan rotere 360 grader på stedet.
Luksusbilerne fra BYD skal sælges under mærket Yangwang. | Foto: Willy Kurniawan/Reuters/Ritzau Scanpix
Luksusbilerne fra BYD skal sælges under mærket Yangwang. | Foto: Willy Kurniawan/Reuters/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Kinesiske BYD har overhalet Tesla som verdens bedst sælgende producent af elbiler, blandt andet ved at tilbyde et stort udvalg, der inkluderer mere end 20 modeller. Nu bevæger koncernen sig ind på luksusmarkedet med en sportsvogn, der ligner en Lamborghini, og en SUV, som kan rotere 360 grader på stedet.

Det skriver Wall Street Journal.

De nye luksusbiler, som BYD vil sælge under mærket Yangwang, markerer et skift i strategien. Tidligere var koncernens fokus på produktionen af køretøjer i lavere prisklasser, men nu udvider koncernen sit udvalg med mindre konventionelle biler, der befinder sig i en markant højere prisklasse.

På det kinesiske marked, der er verdens største marked for elbiler, er konkurrenten Teslas markedsandel faldet, og BYD sælger nu fem biler for hver solgte Tesla-bil, skriver Wall Street Journal. Den kinesiske bilkoncerns popularitet stiger, mens selskabet fortsætter med at udvide udvalget med nye biler, og derigennem udvikler en portfolie, der appellerer til næsten alle smage og budgetter.

Samtidig har BYD ambitiøse eksport- og udvidelsesplaner, hvor den kinesiske bilkoncern blandt andet planlægger at eksportere 400.000 biler i år. Bilkoncernens salg af elektriske køretøjer stiger i en række udenlandske markeder, heriblandt Thailand, Australien og Israel, og koncernen er i gang med at bygge fabrikker i både Brasilien, Ungarn og Thailand, skriver Wall Street Journal.

BYD står dog over for en række udfordringer, da de kinesiske bilproducenter oplever pres på overskudsgraden i hjemlandet og skal håndtere undersøgelser om subsidier i Europa.

Derudover står den kinesiske bilproducent fortsat overfor en del udfordringer, når det kommer til at indtræde på det amerikanske marked, hvor BYD indtil nu kun har produceret og solgt busser og lastbiler. Ifølge en talsperson fra BYD, er den nuværende strategi at fokusere på kommercielle køretøjer, men BYD har dog længe haft ambitioner om også at sælge passagerbiler, lyder det ifølge Wall Street Journal.

Del artikel

Relaterede artikler

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også