Volvo justerer sine forventninger

Det sker, da bilproducenten nu spår en normalisering af efterspørgsel.
Selskabet vil nu justere produktionsniveauet, lyder det fra selskabets adm. direktør. | Foto: Andrew Kelly/Reuters/Ritzau Scanpix
Selskabet vil nu justere produktionsniveauet, lyder det fra selskabets adm. direktør. | Foto: Andrew Kelly/Reuters/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Den svenske lastbilproducent Volvo regner med, at efterspørgslen vender tilbage til et mere ”normalt” niveau i år, efter at både efterspørgsel og priser har været holdt oppe på grund af flere års forstyrrelser i forsyningskæden.

Samtidig justerer Volvo en smule på sine forventninger til 2024.

Det fremgår af selskabets regnskab for fjerde kvartal.

I fjerde kvartal faldt ordreindgangen med 9 pct. til 49.347 enheder. Det var en smule lavere end analytikernes estimat på 51.364 enheder.

”Ordreindgangen faldt midt i en normalisering af efterspørgslen, der afspejler noget lavere transportvolumener og en svagere makroøkonomi,” siger Martin Lundstedt, der er adm. direktør i Volvo, i forbindelse med regnskabet.

”Med en normalisering af efterspørgslen på tværs af flere af vores segmenter og markeder, er vi i gang med at justere vores produktionsniveau,” fortsætter han.

Volvo forventer at sælge 280.000 lastbiler i Europa. Tidligere regnede selskabet med at sælge 290.000 lastbiler.

I Nordamerika fastholdes salget på 290.000 lastbiler.

Salget i fjerde kvartal endte på 148,1 mia. svenske kr., svarende til 97,6 mia. kr., mod analytikernes estimat på 137,17 mia. svenske kr.

Indtjeningen per aktie var en smule lavere end analytikerestimatet og endte på 5,93 svenske kr. per aktie mod ventet 6,40 svenske kr.

Volvo-aktien falder 2,6 pct. på børsen i Stockholm til 244,45 svenske kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også