Dommer: Elon Musks Tesla-løn på 384 milliarder er for høj

Elon Musk, Teslas administrerende direktør, får ifølge dommer i delstaten Delaware for meget i løn.
Elon Musk | Foto: Sergei Gapon/AFP/Ritzau Scanpix
Elon Musk | Foto: Sergei Gapon/AFP/Ritzau Scanpix
af Ritzau/AFP

Elon Musk, en af verdens rigeste mænd og Teslas administrerende direktør, får for meget i løn.

Det er en dommer i den amerikanske delstat Delaware tirsdag lokal tid kommet frem til, efter at en aktionær i elbilvirksomheden havde lagt sag an.

Musks samlede lønpakke lyder på 56 milliarder dollar, svarende til omkring 384 milliarder kroner.

Lønpakken blev godkendt af Teslas aktionærer tilbage i 2018.

Parterne skal nu i dialog for at fastsætte en løsning på dommerens Kathaleen McCormicks kendelse.

Værdien af selskabets aktie faldt efter kendelsen med over tre procent i eftermarkedet tirsdag.

I et opslag på det sociale medie X, det tidligere Twitter, skriver Musk efter kendelsen, at man ”aldrig skal registrere sin virksomhed i delstaten Delaware”. Musk ejer selv X.

Delaware er ellers normalt kendt som et skattely, hvorfor mange store amerikanske virksomheder er registreret netop der.

Lønpakken, der består af forskellige mulige bonusser, var ifølge dommeren den med længde højeste potentielle kompensation til noget individ nogensinde.

Foruden Tesla var søgsmålet rettet mod Musk selv - sammen med flere af selskabets bestyrelsesmedlemmer.

”Vi er enormt taknemmelige for domstolens grundige og ekstraordinært velargumenterede beslutning om at omstøde bestyrelsen i Teslas absurd store lønpakke til Musk,” lyder det i en udtalelse fra Greg Varallo, der repræsenterer aktionærerne.

”Domstolens hårde arbejde vil komme Teslas investorer til gode.”

Tesla har en markedsværdi på omkring 600 milliarder dollar.

Værdien af selskabets aktie er samlet set steget med 170 procent i løbet af de seneste fem år.

Aktien, som tirsdag kunne købes for omkring 191 dollar, er dog i dag under halvt så meget værd, som den var i november 2021.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også