Transportminister Thomas Danielsen har løftet noget af sin vision for fremtidens kollektive transport med en større rolle til privatbilismen og en flirt med Uber. 

Det er hurtigt blevet grebet af nogle partier, der bakker op, og det afslører en bekymrende mangel på ambitioner for transportpolitikken i Danmark.

Ved at omfavne privatbilisme risikerer man nemlig at underminere den professionelle kollektive transport og overse de reelle udfordringer. 

For regeringen er det en bemærkelsesværdig kursændring fra de oprindelige ambitioner i regeringsgrundlaget, som handlede om at styrke busdækningen i hele Danmark og gøre den kollektive transport mere attraktiv.

Ved at bekende kulør og flirte med en virksomhed, der tidligere har forladt det danske marked under anklager om skatteunddragelse og social dumping, signalerer man en bekymrende villighed til at kompromittere principper om ordnede forhold, fair konkurrence og lige vilkår. 

Samtidig viser det en uheldig lyst til at eksperimentere med kernen i den kollektive transport, med risiko for at udrette større skade på den.

For selvom det kan lyde besnærende med Uber eller andre samkørselsordninger som løsning på den kollektive transports udfordringer i landdistrikterne, så er sandheden om Uber, at de ingen steder i verden har kunnet få en forretning op at stå uden for de større byer.

Samkørsel kannibaliserer på kollektiv transport og cyklisme

Samtidig peges der på samkørsel som en banebrydende løsning for transport i tyndtbefolkede områder. 

Samkørsel kræver, at der er borgere, der er villige til at stille sæder til rådighed på de strækninger, de allerede kører ude i landdistrikterne, for at få dækket deres omkostninger – noget, der allerede er muligt i dag uden yderligere politisk indblanding. 

Hvis den type kørsel pludselig skal finansieres af det offentlige eller drives med profit for øje, så ændrer det spillereglerne fuldstændig.

Man bevæger sig væk fra, at der er tale om planlagte ture, hvor man fylder bilen op og deler omkostningen og skaber i stedet et marked, hvor en række privatbilister vil få samkørsel som deres primære eller sekundære indtægtskilde. 

Dermed kan de tilbyde transport meget billigere end, hvad den eksisterende kollektive transport, som er underlagt mange regler om alt fra løn- og arbejdsvilkår til sikkerhed, har mulighed for. 

(Indlægget fortsætter under billedet)

Allerede i dag er 32 kommuner gået med i et samarbejde med samkørselsplatformen Nabogo, hvor kommunen typisk via et trafikselskab giver et kontant tilskud på 10 kr. pr ”passager” uden andre krav end, at samkørselsturen er over 3 km og skal starte eller slutte i kommunen. 

Det selvom turen sker på en strækning, hvor der allerede er velfungerende kollektive transport forbindelser som f.eks. fra Holte S-togs station til Nørreport station.

Sådanne løsninger kannibaliserer allerede på passagerne i den kollektive transport, og hvis de udvides og implementeres flere steder, vil det uden tvivl føre til et fald i antallet af passagerer i den kollektive transport. 

Der sker, fordi de rejsende kan spare penge og måske også tid, og det giver også cyklister et økonomisk incitament til at tage et ”gratis” sæde i en samkørselsbil i stedet for at hoppe på cyklen på samme strækning.

Dermed er man i gang med at stimulere biltrafikken yderligere med kommunale bevillinger og på bekostning af de bæredygtige transportformer. 

For når kommunerne skal spare, og staten ikke vil investere, så er det billigere at kaste penge efter en samkørselsordning end at sikre et professionelt og pålideligt tilbud. 

Det kan ikke være rigtigt, at det for kommuner skal være muligt at udøve social dumpning ved at give penge til en privat samkørselstur i stedet for til et professionelt firma, der skal betale overenskomstmæssig løn og leve op til en række strenge krav i lovgivning og udbudsmateriale.

Kollektiv transport bliver dyrere, mens privatbilisme gøres billigere

Offentlige tilskud til samkørsel subsidierer privatbilismen, hvilket neutraliserer de omkostninger, der er forbundet med bilkørsel, og gør det mere attraktivt for flere at købe en bil.

Det sker på et tidspunkt, hvor man netop her i januar har gennemført en stor takststigning på 10,3 procent på billetpriserne i den kollektive transport.

Det er en helt forkert vej at gå, og logikken burde blive vendt på hovedet. Man skal jo ikke subsidiere bilture til hverken København, Aarhus, Aalborg, Horsens eller Frederiksberg, men det er i praksis det, der sker lige nu.

I et velstående samfund som det danske bør det være muligt at have en velfungerende kollektiv transport – også i landdistrikterne, men desværre har der i lang tid manglet en national plan for den kollektive transport, som giver borgerne i forskellige geografier ret til et minimumsniveau af kollektiv transport, som staten understøtter kommunerne i at sikre.

Her kan vi kigge misundeligt på vores naboer i Sverige, hvor man i Skåne har sat sig et klart mål og en flot politisk ambition om, at 40 procent af alle ture i et køretøj med motor skal foregå i et af Skånetrafikens kollektive transportmidler (bus og tog) i 2030. 

Skånemodellen minder om det, som regeringen skrev i sit regeringsgrundlag, men det er langt fra det og så til den nuværende flirten med samkørsel, Uber og privatbilisme.