Snart kan byer forbyde dieselbiler i afgrænsede zoner

Aarhus og København vil efter ny aftale lave såkaldte nulemissionszoner uden benzin- og dieselbiler (Opdateret).
Foto: Martin Meissner/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Martin Meissner/AP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Fremover får alle landets kommuner mulighed for at etablere afgrænsede områder, hvor der kun må køre fossilfrie køretøjer og dermed ikke diesel- og benzinbiler.

Det er resultatet af en ny aftale, et flertal i Folketinget har indgået, oplyser Miljøministeriet i en pressemeddelelse.

I forvejen findes miljøzoner i flere kommuner, der stiller en række krav til biler og lastvogne, der kører på diesel. De eksistereri blandt andet Aalborg, Odense, Frederiksberg, Aarhus og København.

Men nu bliver det altså muligt med deciderede forbud.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) siger, at aftalen blandt andet skal mindske luftforureningen i byerne.

”Problemet er størst i byerne, og derfor skal kommunerne have mulighed for at sætte ind, så vi kan sikre renere luft lokalt,” udtaler han i pressemeddelelsen.

Zonerne skal også få flere til at købe elbiler frem for biler, der kører på diesel eller benzin, lyder det i aftalen.

Der er planer om at lave forbudszoner - de såkaldte nulemissionszoner - i Aarhus og København. I København skal der være en nulemissionszone i Middelalderbyen, oplyser borgmester Sophie Hæstorp i pressemeddelelsen.

I Aarhus skal det først senere besluttes, hvor zonerne skal etableres.

Lovforslaget, der skal effektuere aftalen, ventes fremsat i efteråret.

Kommunerne lov at vælge mellem, om zonerne skal omfatte persontrafik eller al trafik og dermed også eksempelvis varetransport.

Hos Dansk e-Mobilitet, der hører under lobbyforeningen Green Power Denmark, udtaler direktør John Dyrby Paulsen, at aftalen er ”en gave til alle de mennesker, som bor i byerne.”

”Det tog lang tid at få de gamle dieselbiler ud af byerne. Derfor er det så meget mere imponerende, at et bredt flertal i Folketinget nu vil give kommunerne lov til at forbyde alle fossile biler,” skriver han i en mail til MobilityWatch. 

”Jeg håber, at kommunerne vil benytte denne mulighed. Aarhus og København markedsfører sig i forvejen som grønne byer, og det kan være med til at styrke den fortælling.”

Hos DI Transport påpeger direktør Karsten Lauritzen, at der bør være behov for at give erhvervslivet tid til at kunne omstille sig til det.

”Nulemissionszoner kan være med til at understøtte den grønne omstilling af vognparken, men det er langt fra det mest effektive redskab til at opnå en grøn omstilling af sektoren. Uanset det geografiske omfang af zonerne, er det vigtigt, at erhvervslivet får rimelig tid og også støtte til at omstille til grønne køretøjer og lademuligheder,” skriver han i en mail til MobilityWatch.

(Opdateret kl. 13.51 med kommentar fra Dansk e-Mobilitet og kl 15.25 med kommentar fra DI Transport)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også