Lyft i voldsom rutchebanetur efter kvartalsregnskab med opmuntrende prognose

”Vi er gået ind i 2024 med stort momentum,” lyder det fra selskabets finansdirektør.
Foto: Mike Blake/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Mike Blake/Reuters/Ritzau Scanpix

Aktiemarkedet har det med at overdrive sine bevægelser, og det var også tilfældet tirsdag aften i eftermarkedet, da Lyft kom med sit regnskab for fjerde kvartal, for kort efter var aktien steget så meget som med 67 pct.

Baggrunden for optimismen omkring Lyft var et regnskab for fjerde kvartal, som levede op til forventningerne, kombineret med en særdeles opmuntrende - omend fejlagtigt - prognose for det igangværende første kvartal.

Så en del af gassen gik af ballonen, efter at koncernens finanschef på en telekonference måtte krybe til korset og korrigere regnskabsmeddelelsens forventede vækst i overskudsmarginen i 2024 på 500 basispoint - eller 5 pct.point - til 50 basispoint svarende til 0,5 pct.point.

Det dæmpede entusiasmen en del, men kørselstjenesten, der er største konkurrent i USA til Uber, vandt stadig frem med 15,9 pct. i forhold til lukkekursen i den ordinære handel tidligere tirsdag.

Guidance for den nye periode lyder nemlig på en bruttoomsætning på 3,5-3,6 mia. dollar, og det er et nøk bedre end forventningen på Wall Street, da den ifølge Bloomberg News er på 3,48 mia. dollar. Prognosen om en justeret driftsindtjening, EBITDA, på 50-55 mio. dollar er samtidig lidt over ventede 50 mio. dollar.

”Vi er gået ind i 2024 med stort momentum og et klart fokus på operationelle præstationer, hvilket positionerer virksomheden til en betydningsfuld udvidelse af marginen og vores første fulde år med positiv fri pengestrøm,” udtaler finansdirektør i Lyft, Erin Brewer, i regnskabet.

Lyft så samtidig en vækst i omsætningen på 4 pct. i fjerde kvartal til 1,22 mia. dollar netop som ventet ifølge Bloomberg News.

De indtægter blev skabt på baggrund af en bruttoomsætning, det kunderne betalte via appen, herunder også afregningen til chaufførerne, på 3,72 mia. dollar efter en vækst på 17 pct. og mod en konsensusforventning om 3,67 mia. dollar. Antallet af kørte turer endte på 190,8 mio., mens analytikernes bud her var på 184,0 mio.

Der var desuden en vækst på 10 pct. til 22,40 mio. aktive chauffører, hvilket var en tand under ventede 22,46 mio. chauffører.

Det justerede driftsresultat, EBITDA, svingede på årsbasis fra et underskud på 248 mio. dollar i fjerde kvartal 2022 til et overskud på 67 mio. dollar i fjerde kvartal 2023. Det var samtidig bedre end ventede 56 mio. dollar.

Det justerede nettoresultat blev på 71 mio. dollar mod et bud på Wall Street på 24 mio. dollar, og det justerede overskud per aktie på 65 cent var også en del bedre end et konsensusestimat på 7 cent.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også