Salg af populær ladcykel i Danmark stoppes midlertidigt

Babboe stopper midlertidigt salget af alle dets ladcykler i Danmark grundet manglende sikkerhedsgodkendelser.
NVWA havde igangsat en undersøgelse, efter at virksomheden havde modtaget henvendelser om ødelagte "rammer" på ladcyklerne. | Foto: Martin Lehmann
NVWA havde igangsat en undersøgelse, efter at virksomheden havde modtaget henvendelser om ødelagte "rammer" på ladcyklerne. | Foto: Martin Lehmann
AF RITZAU

Ladcykelproducenten Babboe har besluttet med øjeblikkelig virkning midlertidigt at stoppe salget af alle sine ladcykler i Danmark.

Det skriver producenten på sin hjemmeside.

Babboe er blevet informeret om, at den hollandske fødevare- og forbrugersikkerhedsmyndighed (NVWA) har henvendt sig til virksomhedens hollandske leverandør vedrørende manglende dokumentation i forhold til sikkerhedsgodkendelser.

Alle danske ejere af Babboes ladcykler opfordres til at vente med at bruge deres cykler, indtil alle parter er kommet til bunds i sagen, og at der foreligger nærmere dokumentation, lyder det.

NVWA oplyser i en pressemeddelelse, at Babboe er blevet beordret til at stoppe salget af sine ladcykler.

Virksomheden skal også tilbagekalde alle ladcykler, som har en ”alvorlig sikkerhedsrisiko”, lyder det.

NVWA igangsatte en undersøgelse i slutningen af 2023, efter at virksomheden havde modtaget flere henvendelser om ødelagte ”rammer”.

Virksomheden fulgte ikke op på henvendelserne, som lovgivning kræver, ligesom Babboe ikke undersøgte årsagen til problemet.

Det blev heller ikke rapporteret videre til NVWA, lyder det.

Babboe skriver, at virksomheden er bekendt med, at dens hollandske leverandør er i samråd med NVWA for at forberede en tilbagekaldelse af visse modeller.

Virksomheden oplyser, at der ikke har været nogen indikationer eller indberetninger om sikkerhedsudfordringer i Danmark.

Men man har alligevel ”for en sikkerheds skyld” valgt at stoppe salget.

Den hollandske myndighed har foretaget en risikovurdering og vurderet, at ødelagte rammer kan føre til ”meget alvorlige skader”.

Ladcyklerne må igen sælges, når det er tilstrækkeligt dokumenteret, at de er sikre, skriver myndigheden.

I samarbejde med den hollandske anklagemyndighed undersøges det, om der er grundlag for en strafferetlig undersøgelse, hedder det i meddelelsen.

Ifølge Babboes egen hjemmeside har producenten Danmarks største udvalg af el-ladcykler.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også