Ryanair kræver kompensation fra Boeing for forsinket flylevering

”Der foregår et shitshow hos Boeing i Seattle,” siger topchef.
Amerikanske luftfartsmyndigheder har forhindret flyproducenten Boeing i at udvide produktionen af 737 Max-fly, som Ryanair har bestilt. | Foto: Clodagh Kilcoyne/Reuters/Ritzau Scanpix
Amerikanske luftfartsmyndigheder har forhindret flyproducenten Boeing i at udvide produktionen af 737 Max-fly, som Ryanair har bestilt. | Foto: Clodagh Kilcoyne/Reuters/Ritzau Scanpix

Ryanair kræver kompensation fra Boeing for en forsinket flylevering, der har tvunget luftfartsselskabet til at nedjustere prognosen for passagertal og advare om, at det kan koste aflysninger af flyafgange denne sommer.

Det skriver Financial Times.

Ryanairs direktør, Michael O’Leary, er ikke sikker på, hvor mange 737 Max-fly Boeing kan levere i tide til de travle sommermåneder. Han bemærker videre, at den amerikanske flyproducent er blevet kastet ud i et produktionsmæssigt ”shitshow”, efter at et sidepanel blæste ud af et Alaska Airlines-fly i januar.

Boeing har siden hændelsen været genstand for intens granskning, og de amerikanske luftfartsmyndigheder har forhindret flyproducenten i at udvide produktionen af 737 Max-fly, som er selskabets mest populære fly.

Ifølge Michael O’Leary drejer diskussionerne sig om, hvorvidt produktionsproblemer udgjorde ”undskyldelige forsinkelser”, som ikke vil være erstatningspligtige i henhold til kontrakten mellem Ryanair og Boeing.

”Vi har været meget faste i vores opfattelse af, at det er utilgiveligt,” siger Michael O’Leary og fortsætter:

”Vores vækst har været begrænset, fordi vi på nuværende tidspunkt ikke rigtig ved, hvor mange fly vi vil få. Der foregår et shitshow hos Boeing i Seattle.”

O’Leary fortæller, at Ryanair højst sandsynligt vil modtage mellem 40 og 45 fly, selv om antallet kan falde til under 40. Selskabets sommerplan for 2024 er baseret på, at luftfartsselskabet modtager mindst 50 fly fra Boeing, og O’Leary advarer om, at Ryanair kan være nødsaget til at annoncere ændringer i sommerplanen inden udgangen af marts, hvis kun 40 af flyene leveres i tide.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også