Ny togstrejke rammer Tyskland tirsdag

Lokomotivførernes fagforening i Tyskland varsler 24 timers strejke. Kræver nedsat arbejdstid med kompensation.
Deutsche Bahn har opfordret til flere forhandlinger | Foto: Annegret Hilse/Reuters/Ritzau Scanpix
Deutsche Bahn har opfordret til flere forhandlinger | Foto: Annegret Hilse/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

De tyske lokomotivføreres fagforening (GDL) varsler en strejke tirsdag.

Det vil komme til at ramme intercitytog, den regionale togtrafik og godstransporten i 24 timer med start klokken 02.00 tidligt tirsdag morgen. Med det korte varsel ventes der store forstyrrelser i driften.

Varslet om strejke kommer kun få dage efter en 35 timers strejke blandt lokomotivførerne.

Samtidig med togstrejken nedlægger de lufthavnsansatte i flyselskabet Lufthansa arbejdet tirsdag og onsdag.

Baggrunden for togkonflikten er en lønstrid mellem GDL og Deutsche Bahn.

Fagforeningen har krævet, at den ugentlige arbejdstid for lokomotivførere med skiftende arbejdstider sættes ned fra 38 til 35 timer. Og det skal ske med fuld lønkompensation.

Deutsche Bahn har opfordret til flere forhandlinger. GDL havde udtrykt vilje til, at parterne mødes igen mandag. Men det var under forudsætning af, at arbejdsgiverne mødte op med et ny udspil.

GDL havde sat en deadline til klokken 18 søndag. Men Deutsche Bahn reagerede ikke på kravet og svarede, at forhandlinger om en løsning kunne fortsætte på mødet mandag.

Men det møde er nu aflyst.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også