Mangel på mekanikere skaber sønderjysk togkaos

Over 20 Arriva-tog er onsdag aflyst i Sønderjylland. Det skyldes udfordringer med at få togsæt til eftersyn.
Foto: Bonnerup Claus/Ritzau Scanpix
Foto: Bonnerup Claus/Ritzau Scanpix
af ritzau

Togtrafikken på flere strækninger i Sønderjylland er for anden dag i træk ramt af omfattende aflysninger.

Over 20 afgange fra togselskabet Arriva er onsdag morgen aflyst omkring Esbjerg, Varde, Ribe og Tønder.

Meldingen fra Arriva har været, at aflysningerne skyldes ”materielforhold”.

Mere præcist skyldes det mangel på tog, da mange af dem skal til eftersyn, fortæller kommunikationschef for Arriva Mikkel Juul.

”Årsagen til aflysningerne er, at vi har en flaskehals i forhold til at få vores togsæt igennem på værksteder.”

”Udfordringen er, at når vores tog har kørt to millioner kilometer, skal de til eftersyn, og der findes ikke så mange mekanikere til at lave det syn,” siger han.

Ifølge Mikkel Juul er det ikke kun i mandskab, der er opstået et flaskehalsproblem. Det samme gælder levering af reservedele.

Derfor kigger Arriva nu efter alternative leverandører til at løse problemet.

Der kommer til at være aflysninger i løbet af påsken, men forhåbningen er, at det ikke strækker sig ind i hverdagene derefter, siger Mikkel Juul.

Der er indsat busser på mange af de aflyste afgange.

Arriva skriver på sin hjemmeside, at hvis ens tog bliver aflyst, kan man bruge sin billet ved næste mulige afgang.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også