Fødselsdag får DSB til at droppe betalingen i S-tog

S-togene fylder 90 år onsdag, og på lørdag fejrer DSB den runde fødselsdag med gratis rejser i alle S-tog.
På en almindelig hverdag er der omkring 350.000 rejsende med S-togene | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
På en almindelig hverdag er der omkring 350.000 rejsende med S-togene | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Onsdag er det 90 år siden, at de første S-tog kørte på strækningen mellem Frederiksberg og Klampenborg. Det fejrer DSB lørdag, hvor alle passagerer kan rejse gratis med S-tog hele dagen.

Det skriver DSB i en pressemeddelelse.

Flemming Jensen, der er direktør i DSB, glæder sig til at fejre S-banen.

”Vi glæder os til at fejre fødselsdagen for en af verdens bedste bybaner, der på en hverdag kører 350.000 kunder af sted til arbejde, i skole, til fritidsaktiviteter - og til fest,” siger han i meddelelsen.

Ud over gratis rejser med S-tog vil der lørdag blandt andet også være musik på Københavns Hovedbanegård og uddeling af hindbærsnitter på stationerne i hovedstaden.

På en almindelig hverdag er der omkring 350.000 rejsende med S-togene, men på de største rejsedage er der over 400.000, der rejser med togene.

De største rejsedage er Kulturnatten, Black Friday og de store julefrokostdage.

For halvandet år siden fik S-banen et nyt digitalt signalsystem. Det giver ifølge Peter Svendsen, der er trafikdirektør i Banedanmark, mulighed udvikle S-banen.

”I 2024 er hele 96,9 procent af S-togene ankommet til tiden, og det er altså en stærk måde at markere en 90-års fødselsdag,” siger han i meddelelsen.

Det nye signalsystem har samtidig gjort det muligt at opgradere og automatisere S-banen.

Det betyder, at S-togene kommer til køre på samme måde som metroerne med førerløse toge og afgang hvert syvende minut flere timer af døgnet.

De første førerløse toge kommer til at køre i 2030 på linje F, og efter planen kommer alle linjerne til at være fuldautomatiske i 2037.

Inden da vil alle S-togene også blive renoveret. Blandt andet med nye sæder og nye destinationsskilte.

Der er 87 S-togsstationer fordelt mellem syv forskellige linjer.

Nørreport er den mest benyttede S-togsstation, og i 2022 var der ifølge mediet Ud & Se mere end 13 millioner passagerer om året, der steg på et S-tog på Nørreport.

Der er flest, der rejser på strækningen mellem Nørreport og København H.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også