Kriseramte Boeings topchefs lønpakke steg med 45 pct. i 2023

Dave Calhoun kunne sidste år nyde en samlet fremgang i sin aflønning på 45 pct. til 32,8 mio. dollar.
Dave Calhoun har annonceret sin afgang med udgangen at 2024. | Foto: David Ryder/Ritzau Scanpix.
Dave Calhoun har annonceret sin afgang med udgangen at 2024. | Foto: David Ryder/Ritzau Scanpix.
AF MARKETWIRE

Den nuværende topchef i flyproducenten Boeing, Dave Calhoun, kunne i 2023 glæde sig over en samlet fremgang i sin aflønning på 45 pct. til 32,8 mio. dollar.

Det skriver Bloomberg News.

En stor del af fremgangen skyldtes en fastholdelsesbonus, der skulle sikre, at Calhoun ikke ville forlade Boeing før 2026.

Det var dog før, at et vindue blæste ud af et 737-MAX-fly fra Alaska Air tidligere i år, mens det var i luften og derfor måtte nødlande. Det satte igen fokus på koncernens problemer med sikkerhed, hvilket i sin tur har ført til at Dave Calhoun har annonceret sin afgang med udgangen af 2024.

Med afskedsplanerne, såfremt de føres helt ud i livet, vil Dave Calhoun dog miste halvdelen af sin fastholdelsesbonus fra sidste år, ligesom hans grundløn i 2024 er blevet sat ned til 13 fra 17 mio. dollar.

Med i udrensningen i toppen af Boeing var også Stan Deal, der så sin lønpakke vokse med 42 pct. til 12,5 mio. dollar i 2023. Stan Deal var indtil marts chef for Boeings forretning for kommercielle fly.

Bestyrelsesformand Lawrence Kellner er i samme forbindelse trådt tilbage, og han er blevet erstattet af Steve Mollenkopf.

Det er endnu uvist, hvem der skal afløse Dave Calhoun, der i sin tid overtog efter Dennis Muilenburg som konsekvens af to flystyrt med flytypen 737 Max, der kostede 346 mennesker livet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også