Kinesiske elbilproducenter øjner fabrikker i Europa efter stigende konkurrence hjemme

Europæiske fabrikker kan være en måde for kinesiske producenter at beskytte sig mod forventede højere toldsatser fra EU.
Foto: Nick Carey/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Nick Carey/Reuters/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Bilproducenter som Dongfeng, Chery og BYD ser på produktionssteder i Europa til den næste generation af elbiler som et værn mod EU’s protektionistiske toldsatser, da en brutal priskrig på hjemmemarkedet driver flere producenter til udlandet på jagt efter nye markeder.

Det skriver South China Morning Post. 

Ifølge Bloomberg er kinesiske Dongfeng Motors i forhandling med den italienske regering om etableringen af en fabrik i Italien, og samtidig har også kinesiske Chery Automobile og Ebro-EV Motors indgået en aftale om at bygge deres første europæiske fabrik i Barcelonas industriområde Zona Franca. 

Ved at starte produktion i Europa følger Dongfeng og Chery i fodsporene på kinesiske BYD, der er verdens største elbilproducent. BYD sagde i september, at de vil bygge en fabrik i Ungarn for at styrke deres position efter bekymringer om, at kinesisk fremstillede biler vil blive pålagt ekstra toldsatser af EU. Europa-Parlamentet forventes at indføre toldsatser, der er højere end standardsatsen på 10 pct. på kinesisk fremstillede elbiler. 

”Planerne om opførelsen af fabrikkerne afspejler det faktum, at kinesiske elbilselskaber spiller en ledende rolle i omstillingen af den globale bilindustri. De europæiske markeder er attraktive for mange kinesiske elbilproducenter,” siger Chen Jinzhu, der er adm. direktør i konsulentfirmaet Shanghai Mingliang Auto Service. 

Interessen for produktionssteder i Europa kommer efter en priskrig i Kina, der den 18. februar blev indledt af BYD, som sænkede priserne på næsten alle sine biler med mellem 5 og 20 pct, efter at salget på det kinesiske elbilmarked viste tegn på afmatning.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også