Lastefolk i Københavns Lufthavn genoptager arbejdet efter strejke

25 afgange var lørdag morgen påvirket af forsinkelser efter arbejdsnedlæggelse hos lastefolk.
Nogle passagerer i Københavns Lufthavn måtte lørdag morgen vente lidt ekstra tid på deres bagage på grund af en kortvarig arbejdsnedlæggelse blandt lastefolkene ved SAS Ground Handling (SGH). (Arkivfoto) | Foto: Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Nogle passagerer i Københavns Lufthavn måtte lørdag morgen vente lidt ekstra tid på deres bagage på grund af en kortvarig arbejdsnedlæggelse blandt lastefolkene ved SAS Ground Handling (SGH). (Arkivfoto) | Foto: Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
af ritzau

Lastefolkene ved SAS Ground Handling (SGH) nedlagde arbejdet i Københavns Lufthavn lørdag morgen - blandt andet på grund af utilfredshed med vagtplaner.

Det skriver TV 2 Kosmopol efter at have talt med Henrik Bay-Clausen, der er formand for 3F Kastrup.

Arbejdsnedlæggelsen betød, at folk, der ventede på deres bagage, måtte vente længere end normalt, ligesom 25 afgange var påvirket af forsinkelser på mellem 20 og 60 minutter.

”Så vidt vi er orienteret, skyldes arbejdsnedlæggelsen primært utilfredshed med dårlige vagtplaner og et krav om, at ledelsen prøver at regne på medarbejdernes forslag, som handler om mere weekendfri og mere faste vagtplaner, som man ved, de gør i andre firmaer i lufthavnen,” siger Henrik Bay-Clausen til TV 2 Kosmopol.

Lørdag formiddag omkring klokken 09.40 lød det fra Københavns Lufthavn, at lastefolkene havde genoptaget arbejdet, efter at medarbejderne klokken 07.30 nedlagde det.

Lastefolkene håndterer passagernes bagage.

TV 2 Kosmopol talte med presseansvarlig for SAS Danmark kort efter klokken 12.00. Her fortalte hun, at lufthavnen stadig arbejder på at få bagagen frem til passagererne.

Hun fortæller, at der er tale om en ulovlig arbejdsnedlæggelse, som hun afviser at kommentere på. Den samtale tages ”i et lukket rum og i det relevante forum med lederne”, siger hun til mediet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også