Efter turbulent magtkamp har taxaselskab vendt minus til plus under ny direktør

”Vi har ikke bare fået økonomisk overskud. Vi har i den grad også fået mentalt overskud,” siger Per Baltsen, adm. direktør i Taxa 4x35, i et interview med MobilityWatch.
Per Baltsen tiltråde i oktober 2022 som adm. direktør i Taxa 4x35 efter et ganske opsigtsvækkende og tumultarisk forløb, hvor selskabets bestyrelse blev udskiftet. | Foto: PR / Taxa 4x35
Per Baltsen tiltråde i oktober 2022 som adm. direktør i Taxa 4x35 efter et ganske opsigtsvækkende og tumultarisk forløb, hvor selskabets bestyrelse blev udskiftet. | Foto: PR / Taxa 4x35

Taxa 4x35 har mere end 100 år på bagen, men under den nye direktør Per Baltsen har foreningen på mange måder måtte starte forfra. 

Det har været en nødvendighed efter en mildt sagt tumultarisk periode med mistillid, udskiftning af bl.a. bestyrelsesformand og direktør samt røde tal på bundlinjen.

Men nu lysner det hos en af de største aktører på det danske taxamarked.

”Vi har ikke bare fået økonomisk overskud. Vi har i den grad også fået mentalt overskud. Det er det, der glæder mig allermest,” siger Per Baltsen i et interview med MobilityWatch.

Udviklingen kommer efter en tid med en beskidt, offentlig magtkamp, og Per Baltsen gjorde sig derfor også grundige overvejelser, inden han takkede ja til direktørjobbet.

Tidligere top ”modarbejdede decideret hinanden”

I 2022 beskrev Berlingske i en række artikler, hvordan Muhammad Aslam, der er beboerformand i Mjølnerparken i København, og som har fået tilnavnet ”Kongen af Mjølnerparken”, havde overtaget magten i Taxa 4x35.

Han sad som bestyrelsesformand i selskabet, og sammen med et andet bestyrelsesmedlem troppede han op på daværende direktør Stefan Sommers kontor en dag i juni, eskorterede ham ud og indsatte derefter sig selv som direktør.

Det fik størstedelen af de kontoransatte til at klage over formanden gennem taxasammenslutningens whistleblower-ordning. 

På en ekstraordinær generalforsamling i august 2022 blev Muhammad Aslam erstattet på formandsposten af Munir Ahmed. Han sidder fortsat på formandsposten i dag, hvor resten af bestyrelsen også er blevet skiftet ud.

I oktober 2022 indtrådte Per Baltsen så på posten som adm. direktør.

Modsat tidligere er der i dag klare linjer i arbejdsfordelingen mellem den nuværende bestyrelse og direktionen, slår han fast.

”De (bestyrelsen, red.) har lært, at de tager sig af de strategiske beslutninger, og de blander sig ikke i driften. Sådan var det på ingen måde før 2022. De modarbejdede decideret hinanden. Nu samarbejder vi,” siger Per Baltsen.

Forud for sin tiltræden gik dog mange overvejelser for Per Baltsen. Han havde flere betænkeligheder, indrømmer han.

”Selvfølgelig havde jeg det. Der var ingen garanti for noget som helst,” fortæller taxadirektøren.

Overvejelsesfasen bød på flere søvnløse nætter, hvor han vendte hele situationen med sin kone, tilføjer han.

Per Baltsen kendte imidlertid Taxa 4x35 ganske indgående i forvejen, da han havde siddet som økonomichef fra 2013-2017, ligesom han også havde flere samtaler med Munir Ahmed forud for udnævnelsen.

Udover at der nu er den fornødne armslængde i toppen af selskabet kunne Per Baltsen også se flere muligheder for at skabe forbedringer i taxaselskabet.

Forbedringer, der nu er blevet udmøntet meget klart på bundlinjen.

Harmoni i organisationen

I 2023, der var det første hele år med Per Baltsen i spidsen, gik Taxa 4x35 således frem på samtlige nøgletal.

Selskabet, der har lidt mere end 900 biler tilknyttet, oplyser ikke sin omsætning, men bruttofortjenesten er vokset til 47,5 mio. kr. fra 40,5 mio. kr. i 2022.

Når det gælder driftsresultatet, er man gået fra minus til plus og ender med et overskud på 4,1 mio. kr. Året forinden lød det på et underskud på 6 mio. kr.

På bundlinjen har tallene ligeledes skiftet farve. I det forgangne år havde man således overskud for første gang i tre år med et plus på 2,7 mio. kr. mod et underskud på 6,4 mio. kr. i 2022.

Ifølge Per Baltsen er en ”professionel og ansvarlig” drift, ”arbejdsro” til organisationen samt udvikling af forretningen hovedårsagerne til den positive udvikling for forretningen.

”Vi har opnået en besparelse på ca. 3,5 mio. kr., og det er ikke, fordi de ansatte er gået ned i løn, men fordi vi har skabt noget harmoni i organisationen,” siger han.

Mere konkret betyder det, at man har reduceret antallet af dattervirksomheder, og at man har sløjfet de konsulenter, som man hidtil har brugt til at håndtere sit turformidlingssystem, hvor kunders bestillinger bliver sat sammen med en ledig chauffør. Den opgave bliver nu håndteret internt.

I tillæg har man i det forgangne regnskabsår haft markant færre udgifter til advokater, som var inde over det tumultariske forløb i 2022. 

Dog har man fortsat haft brug for advokater i mindre omfang i forbindelse med en GDPR-sag, som man dog endte med at vinde, fortæller Per Baltsen.

En anden vigtig faktor er ifølge taxadirektøren, at 2023 har været et år uden udskiftning på de interne linjer. En klar kontrast til året før.

”Det koster bare sindssygt mange penge at skifte ud. Jeg måtte ansætte en helt ny ledergruppe i 2022. Jeg ansatte seks ledere. Men det er i dag en stabil styrke,” siger Per Baltsen.

En salgsmæssig offensiv

Udover den interne strømlining har selskabet også været i offensiven på salgssiden. 

Her har man ifølge Per Baltsen lagt over 100 mio. kr. til omsætningen. Særligt har man landet mange aftaler inden for skolekørsler, hvor man har udvidet forretningsområdet med cirka 60 mio. kr. fra omkring 24 mio. kr., fortæller han.

Samtidig har man også ændret tilgang til længden på de kontrakter, man indgår med nye kunder. Her sigter man nu mod længerevarende kontrakter, typisk af to års varighed, hvor man tidligere har haft kortere aftaler, som løb tre-seks måneder af gangen.

For 2024 venter Taxa 4x35 et resultat ”på niveau” med overskuddet på 2,7 mio. kr. i 2023. 

Først i 2025 venter man at gøre antræk til at løfte rentabiliteten.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også