Region vil låne elcykler til landsbyer for at styrke den kollektive trafik

Det kan aldrig blive en erstatning for de busser, der er nedlagt eller beskåret, erkender udvalgsformand.
Region Midtjylland starter forsøgsordning med elcykler, som skal gøre det nemmere at komme til det nærmeste stoppested. | Foto: Henning Hjorth
Region Midtjylland starter forsøgsordning med elcykler, som skal gøre det nemmere at komme til det nærmeste stoppested. | Foto: Henning Hjorth
AF RITZAU

Busforbindelserne er de senere år blevet forringet i mange landdistrikter.

Men nu vil Region Midtjylland gøre det muligt for landsbyerne i regionen at søge om elcykler til en deleordning.

Det forklarer formand for Udvalget for regional udvikling Bent Graversen (V).

”Vi vil gerne gøre opmærksom på, at man kan meget med en elcykel. Det kan være at bringe sig frem og tilbage, hvor man ellers ville have taget bilen.”

”Det kan også være at bringe sig hen til et knudepunkt, hvor man kan tage den offentlige trafik.”

Udvalget har på sit seneste møde nikket ja til at sætte et forsøg i gang, hvor regionens landsbyer kan ansøge om elcykler.

For at komme i betragtning skal landsbyerne oprette en deleordning.

Hvis ordningen bliver en succes, får landsbyerne lov til at beholde cyklerne kvit og frit, så deleordningen kan videreføres.

Cyklerne bliver ikke en erstatning for de busruter, der er nedlagt eller beskåret, erkender Bent Graversen.

”Det her tiltag løser ikke alle problemer. Men det kan måske være en løsning for nogle, der lige har brug for en tur hen for at blive klippet eller købe ind.”

”Eller hvis de skal hen til et knudepunkt, hvorfra de så kan komme videre med offentlig transport,” siger han.

Der er afsat 500.000 kroner til ordningen, og regionen åbner for ansøgninger fra landsbyerne til sommer.

”Det kan være, det falder til jorden og ikke bliver en særlig stor succes. Så har vi også lært det. Men jeg synes, vi er nødt til at prøve at gøre nogle forskellige ting og tænke nyt,” siger Bent Graversen.

Hos Landdistrikternes Fællesråd er formand Steffen Damsgaard som udgangspunkt positiv over for forsøget.

”Det bliver på ingen måde en erstatning for busserne, som er blevet færre og færre i mange landdistrikter.”

”Men jeg ser det som et forsøg på at styrke mobiliteten i landsbyerne, og jeg ser frem til, at vi får det prøvet af,” siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også