Ny Rejsekort-app sættes på pause for nye brugere efter fejl

Den nye Rejsekort-app anonymiserer ikke brugernes lokation. Det skriver Fagbladet Ingeniøren.
Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Den nye Rejsekort-app bliver sat på pause for nye brugere, fordi en fejl på appen gør, at den ikke anonymiserer data om brugernes lokation.

Det har nye dokumenter vist, skriver fagbladet Ingeniøren.

Selskabet bag appen har tidligere oplyst, at data om brugernes lokation var anonymt. 60.000 borgere har indtil videre fået lov til at oprette sig som bruger i appen.

Fejlen, som selskabet bag appen har fundet, drejer sig om den måde, appen indsamler og behandler information om brugernes færden.

Det fortæller Jens Willars, der er kundedirektør i Rejsekort & Rejseplan A/S, til Ingeniøren.

Ifølge ham har undersøgelser vist, at der fortsat er nogle ting, der skal ændres, før appen kan blive tilgængelig for flere brugere, lyder det.

Appen indsamler blandt andet data om brugernes placering, når brugerne har checket ind i appen undervejs på rejsen, indtil de checker ud.

Hvis en bruger har glemt at checke ud i appen, kan appen i nogle tilfælde fortsætte med at indsamle data om, hvor personen befinder sig, skriver Ingeniøren.

Det sker indtil klokken 04 næste dag, hvor alle brugere automatisk bliver checket ud.

De data bliver ifølge Jens Willars opbevaret i pseudonymiseret form, hvilket vil sige, at eksempelvis navne og adresser og andre personoplysninger udskilles til et særskilt dokument.

I fremtiden vil løsningen dog ikke være at stoppe dataindsamlingen, siger Jens Willars til Ingeniøren.

”Vi skal bruge de her data, for at appen kan fungere,” siger han.

I stedet vil løsningen være at lave en opdatering af appens privatlivspolitik, og selskabet vil begrænse, hvor lang tid data bliver opbevaret i systemet, lyder det.

Data gemmes ifølge ham for at opdage snyd og for at kunne hjælpe kunder, som har fået deres rejsekort registreret forkert i systemet.

Rejsekort-appen åbnede for de første brugere den 9. april 2024. Meningen var, at appen skulle åbne for alle brugere i løbet af året.

Det er endnu uvist, hvor lang tid der går, før appen bliver åbnet for flere brugere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også