Alt tyder på bred aftale om milliarder til ny infrastruktur

Folketingets partier har brugt weekenden på at forhandle en ny milliarddyr aftale om infrastruktur på plads. Et markant punkt i aftalen er ifølge Ritzaus oplysninger etableringen af i hvert fald dele af en hærvejsmotorvej (Opdateret).
Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Alt tyder på, at regeringen mandag vil præsentere en bred aftale om en ny infrastrukturplan - den såkaldte Infrastrukturplan 2035.

Søndag aften har finansminister Nicolai Wammen (S) således indkaldt til pressemøde om aftalen.

Pressemødet finder sted mandag klokken 10.00 i Finansministeriets gård, fremgår det af invitationen.

Foruden finansministeren deltager transportminister Benny Engelbrecht (S) og indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) samt repræsentanter fra samtlige partier i Folketinget på pressemødet.

Folketingets partier har brugt weekenden på at forhandle en ny aftale om fremtidens infrastruktur på plads.

Der er foreløbig ingen officielle oplysninger om, hvad den endelige aftale indeholder. Det er dermed formelt uvist, om den lægger sig op ad det udspil til en aftale, som regeringen præsenterede i foråret.

Udspillet indeholdt initiativer til samlet 160 milliarder kroner.

Ifølge Ritzaus oplysninger er der dog en del elementer fra regeringens udspil, som går igen i den politiske aftale.

Ritzau erfarer, at der er afsat 105 milliarder kroner til nye investeringer i infrastruktur. Knap halvdelen skal bruges på jernbanenettet, mens cirka ti milliarder kroner yderligere går til nye investeringer i vejene.

Derudover går cirka tre milliarder kroner til investeringer på cykelområdet i form af blandt andet nye cykelstier.

Et markant punkt i aftalen er ifølge Ritzaus oplysninger etableringen af i hvert fald dele af en hærvejsmotorvej. Hærvejsmotorvejen er en kommende nordsydgående motorvej i det centrale Jylland.

Dertil kommer anden etape af etableringen af letbaner i Aarhus og Odense samt etableringen af en letbane fra Nørrebro Station på Ydre Nørrebro i København til Gladsaxe.

Regeringens udspil til aftalen blev præsenteret i april. Særligt markant var dengang en række udvidelser af landets motorveje.

Blandt andet ønskede regeringen at etablere en ny forbindelse over Limfjorden i form af en firesporet motorvej gennem en tunnel, en bro og en vejstrækning over øen Egholm.

Andre punkter i udspillet var udvidelser af Hillerødmotorvejen, E20 Fynske Motorvej, E45 Østjyske Motorvej og E45/E20 ved Kolding.

Derudover lagde regeringen i sit udspil vægt på, at det skulle være mere attraktivt at rejse med den kollektive trafik.

Blandt andet skal kapaciteten på jernbanenettet udvides ved Ringsted, anlæg af en ny højhastighedsbane over Vestfyn skal fremrykkes, og Aarhus Hovedbanegård skal opgraderes, mente regeringen.

Mandag formiddag bliver det afklaret, om der har været politisk opbakning til at føre regeringens konkrete ønsker ud i livet.

(Opdateret kl 6.48 med yderligere oplysninger)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også