USA vil muligvis stille vaccinationskrav til indrejsende

Den amerikanske regering overvejer at stille krav om, at indrejsende skal være færdigvaccinerede mod covid-19.
Biden (tv) og vicepræsident Harris (th) | Foto: Pool New/Reuters/Ritzau Scanpix
Biden (tv) og vicepræsident Harris (th) | Foto: Pool New/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Som led i en eventuel ophævelse af indrejserestriktioner til USA planlægger præsident Joe Bidens administration at stille krav om, at alle udenlandske indrejsende skal være færdigvaccinerede mod covid-19.

Det oplyser en embedsperson i Det Hvide Hus natten til torsdag dansk tid.

På tværs af flere regeringsagenturer arbejdes der på "at have et nyt system klar, når vi igen kan åbne for rejser".

Med "få undtagelser" vil det indebære, at udenlandske statsborgere, som rejser til USA, skal være fuldt vaccineret, siger personen, der udtaler sig anonymt.

Et krav om vaccination vil være en smule anderledes end rejserestriktionerne i eksempelvis Schengen-området i Europa.

Her accepterer mange lande ganske vist en vaccination som dokumentation for, at man ikke er smittet med coronavirus, men i langt de fleste tilfælde kan et negativt prøvesvar fra en coronatest også gøre det.

Den amerikanske regering ønsker at genåbne for besøgende fra andre lande, fordi det både vil være gavnligt for flyselskaber og turistbranchen.

Men på grund af en genopblussen af smittetilfælde i USA er der ikke umiddelbart udsigt til, at forbuddet mod indrejse bliver fjernet, tilføjer personen.

I juli antydede Joe Biden ellers, at der muligvis snart kunne blive fastsat en dato for at fjerne de restriktioner, som har gjort det umuligt for borgere fra store dele af verden at rejse til USA det seneste år.

Men i slutningen af juli meddelte Det Hvide Hus så, at restriktionerne fastholdes.

Det skyldes udbredelsen af den ekstra smitsomme Delta-variant, der spreder sig hurtigt i USA og resten af verden.

I januar 2020, hvor bekymringen for coronavirusset var begyndt at brede sig verden over, besluttede daværende præsident Donald Trump at forbyde al indrejse fra Kina, hvor de første tilfælde af covid-19 var blevet registreret kort tid forinden.

Indrejseforbuddet blev udvidet til at omfatte en lang række lande i marts 2020 som led i den amerikanske regerings forsøg på at forhindre spredning af coronasmitte.

Onsdag opfordrede EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, USA til at fjerne forbuddet mod rejsende fra Europa.

Hun påpegede, at den epidemiologiske situation i USA og EU minder meget om hinanden, og at amerikanerne derfor bør være i stand til at åbne grænserne.

"Det her spørgsmål må ikke trække ud i ugevis," sagde von der Leyen.

Nordjyllands Trafikselskab fokuserer på moderne betalingsløsninger – men ser ingen grund til stop for kontantbetalinger  

Fragtkaos får virksomheder til at ændre strategien 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også