Ny klimarapport fra FN: Her er de vigtigste punkter

Ekstremt vejr, temperaturstigninger og højere vandstand er konsekvenser af øget niveau af CO2 i atmosfæren.
Foto: Marius Renner
Foto: Marius Renner
AF RITZAU

De kommende årtiers klimaudvikling afhænger af, i hvor høj grad verdens lande begrænser udledningen af CO2 og andre drivhusgasser.

Men uanset hvor meget man begrænser udledningen, vil temperaturen stige frem mod midten af dette århundrede.

Det fastslår FN's klimapanel (IPCC) i den første del af panelets sjette hovedrapport om klimaet. Rapporten er baseret på en omfattende gennemgang af eksisterende forskning på klimaområdet.

Læs her om de vigtigste pointer i rapporten:

* Det er uomtvisteligt, at opvarmning af atmosfæren såvel som havene og landjorden i et vist omfang skyldes menneskelig aktivitet i form af udledning af drivhusgaser - herunder kuldioxid (CO2).

* Temperaturstigninger og andre ændringer i klimaet er de seneste årtier sket med hidtil uset hastighed.

* Menneskeskabte klimaforandringer kan allerede i dag med stor sikkerhed sættes i forbindelse med ekstremt vejr i form af hedebølger, voldsomme nedbørsmængder, tørke og tropiske orkaner.

* Udledning af drivhusgasser har sat gang i en udvikling, som ikke vil kunne tilbagerulles de kommende mange år.

* Temperaturen på Jorden vil fortsætte med at stige som minimum indtil midten af dette århundrede, uanset hvor meget udledningen af drivhusgasser begrænses.

* Inden for de næste 20 år vil temperaturen på verdensplan i gennemsnit stige med 1,5 grader sammenlignet med før 1900.

* Temperaturstigningerne vil i gennemsnit overstige 2,0 grader inden år 2100, medmindre der de kommende årtier gennemføres store reduktioner i udledningen af CO2 og andre drivhusgasser.

* Fortsætter vi med samme udledning af drivhusgasser som nu, vil det blive mellem 2,1 og 3,5 grader varmere i 2100.

* I værste fald bliver det mellem 3,3 og 5,7 grader varmere.

* Havniveauet vil stige med mellem 0,44 og 0,76 meter frem mod 2100, hvis udledningen af drivhusgasser fortsætter på samme niveau som nu.

* Hvis verden primært baserer sit energiforbrug på fossile brændstoffer, vil vandstanden i verdenshavene stige med op til 1,01 meter frem mod 2100 og med op til 1,88 meter frem mod 2150.

* Der er dog mulighed for, at havniveauet stiger med op til to meter frem mod 2100 og fem meter frem mod 2150, hvis eksempelvis indlandsisen og isen i Det Arktiske Hav smelter hurtigere end ventet.

* Mange klimafænomener forstærkes og bliver hyppigere på grund af den globale opvarmning. Det gælder blandt andet hedebølger, skybrud, tørke, tropiske orkaner og afsmeltning af is, sne og permafrost.

* Gletsjere vil fortsætte med at smelte de kommende årtier eller århundreder, og havniveauet vil fortsætte med at stige på verdensplan i de kommende århundreder - og måske i flere tusinde år.

Kilde: Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC).

Energilobby ser omstilling af tung transport som afgørende for klimaet: "Medmindre verden skifter kurs nu bliver det kun værre" 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også