Venstre undrer sig over evakueringsfly fra DAT med tomme sæder

Michael Aastrup fra Venstre finder det barokt, at evakueringsfly fløj med 15 om bord. Pilot og chef i flyselskabet siger, at man ikke kunne vente længere.
Foto: Presse-Fotos.dk/Ritzau Scanpix
Foto: Presse-Fotos.dk/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, undrer sig over, at det var 14 nordmænd og en person med lovligt ophold i Danmark, der var på det fly, der landede i Københavns Lufthavn onsdag morgen.

"Vi hørte, at regeringen så sent som i går sagde, at de danske statsborgere og ikke mindst de mange, der har arbejdet for Danmark, skal ud først. Så forstår jeg bare ikke, hvorfor de ikke er på flyet," siger han.

Udenrigsministeriet sagde tirsdag aften, at aftalen om at leje flyet stod til at udløbe. Derfor fløj det klokken 22.30, selv om der kun var 15 passagerer om bord på flyet, hvor der var plads til 111 passagerer.

Flyet har evakueret personer, som tidligere har været i Afghanistan. Her har Taliban på det seneste erobret store dele af landet.

At der ikke var flere på flyet, skyldes, ifølge ministeriet, at operationen i øjeblikket er vanskelig.

"Det, synes jeg, er barokt. Vi er i en situation, hvor Venstre og andre partier har sagt, at hvad end det koster, og hvad end det kræver, er vi klar til at dække det, siger Michael Aastrup Jensen.

"Det må aldrig være penge, der skal være afgørende for at få de danske statsborgere og de flere hundrede, der har hjulpet Danmark i mange år, ud af Kabul," siger han.

De danske myndigheder havde lejet flyet hos flyselskabet DAT. Her fortæller direktør Jesper Rungholm, der er pilot og selv stod for at flyve evakueringsflyet hjem fra Islamabad, at man ikke kunne have strakt tidsplanen mere.

"De kunne ikke nå at få flere med ud, og vi kunne ikke vente længere, fordi vi har en ny flyvning med en anden kunde i dag - faktisk bare to timer efter, at vi er landet," siger Jesper Rungholm.

Han fortæller, at flyet onsdag skal bruges til en flyvning til Tyrkiet.

Flyet, der landede i Københavns Lufthavn onsdag morgen, lettede fra Islamabad tirsdag aften og mellemlandede i Georgiens hovedstad, Tbilisi.

Udenrigsministeriet siger, at det ikke kan kommentere flyvningen yderligere på nuværende tidspunkt.

Ministeriet siger dog, at der ikke er problemer med flykapaciteten i Pakistan. Der er ifølge Udenrigsministeriet civile fly i Pakistan, der er klar til at flyve til Danmark.

Hvornår de flyver, kan Udenrigsministeriet ikke oplyse.

Ifølge flyovervågningstjenesten Flightradar24 landede to SAS-fly i Islamabad mandag. Af Flightradar24 fremgår det, at de stadig er i Islamabad.

Udenrigsministeriet kan hverken be- eller afkræfte, at de to fly vil blive brugt til evakuering.

Evakueringsfly fra DAT lander i Københavns Lufthavn 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også