MobilityWatch

Vognmand mister bil efter taxachaufførs alt for høje fart

Chauffør fik et chok, da han måtte aflevere bil til betjente efter vanvidskørsel på Helsingørmotorvejen.

Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

En taxavognmand får konfiskeret sin bil, fordi en ansat chauffør kørte alt for stærkt.

Det er resultatet af en dom, som Københavns Byret fredag har afsagt i en sag om såkaldt vanvidskørsel.

Den 39-årige chauffør blev afsløret af færdselsbetjente få dage efter den markante skærpelse af færdselsloven i foråret.

Ændringen trådte i kraft 31. marts, og lidt over midnat til 3. april viste en betjents måling med laser, at en Mercedes fra Dantaxi kørte 124 kilometer i timen på Helsingørmotorvejen. Det skete på en strækning, hvor den højst tilladte hastighed er 60 kilometer i timen.

Selv mente chaufføren, at farten var 73 kilometer i timen.

"Jeg var i chok," fortalte han i et retsmøde forleden om situationen få minutter senere.

En betjent bad ham slukke motoren, tømme bilen og aflevere nøglen. Bilen blev beslaglagt på stedet.

Når en trafikant overskrider den tilladte hastighed med 100 procent, og hvis han kører 100 kilometer i timen, er der ifølge lovændringen tale om vanvidskørsel.

Også spritkørsel med en promille over 2,0, særligt hensynsløs kørsel og andre forseelser hører til i kategorien.

I dommen frakendes chaufføren førerretten i tre år, ligesom han skal afsone 20 dages fængsel, oplyser byretten.

Men der er en yderligere sanktion, som rammer bilens ejer. Vognmanden får konfiskeret køretøjet.

Det er så vidt vides første gang, at en taxavognmand mister en bil på grund af en ansats kørsel.

En anden vognmand risikerer noget tilsvarende. I den sag blev en chauffør i slutningen af september taget med 108 kilometer i timen på Rebildvej i Vanløse, hvor den højst tilladte fart er 50.

Dagligt piller politifolk køretøjer ud af trafikken på grund af sigtelser om vanvidskørsel. Fredag formiddag blev en BMW således beslaglagt i Holbæk. Den kørte slingrende. Førerens promille blev målt til mere end 2,0, oplyser politiet.

I alt er der beslaglagt 510 køretøjer frem til 20. september, oplyste Rigspolitiet for nylig. Indgrebene sker med henblik på konfiskation i de efterfølgende retssager.

Reglen om, at ejere af biler rammes hårdt for forseelser, som andre har begået, er blevet kritiseret af for eksempel leasingselskaber. Loven strider imod EU-retten, hævdes det. Branchen forsøger at få adgang til Højesteret med det principielle spørgsmål.

Leasingselskab ønsker opgør om Volvo til Højesteret

Politiet har beslaglagt 510 køretøjer i sager om vanvidskørsel 

Mere fra MobilityWatch

DSB's milliarddyre eltog bliver forsinkede

De 100 eltogssæt, som DSB har bestilt fra franske Alstom, og som er den største ordre i selskabets historie, bliver forsinkede op mod et halvt år. Flere faktorer ligger bag, lyder det.

Muligt strejkekaos lurer i USA's travle havne

Forhandlingerne er indledt mellem containerrederier og havnearbejderne, men Mærsk-chef vurderer, at der ikke når at komme en ny aftale i hus, inden den nuværende udløber. Det giver frygt for strejkekaos.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MobilityWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs