Sanktioner kan ramme flyselskaber som fragter migranter

Mandag drøfter EU-ministre konflikt omkring migranter, der er fanget på grænsen mellem Polen og Hviderusland.
Foto: Maxim Shemetov/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Maxim Shemetov/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Nye sanktioner mod Hviderusland kan blandt andet komme til at ramme de flyselskaber, som den seneste tid har transporteret migranter til landet fra særligt Mellemøsten.

Det fortæller udenrigsminister Jeppe Kofod (S), forud for at EU's udenrigsministre mandag morgen mødes for at drøfte - og formentligt godkende - flere sanktioner mod Hviderusland.

"Det er helt afgørende, at der på udenrigsministermødet i dag nås til enighed om at stå samlet mod Belarus, Lukasjenko og hans hybridangreb mod EU, hvor han importerer mennesker og sætter dem ind mod EU's grænser," siger Jeppe Kofod.

Europæiske ledere beskylder Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko, for at have lokket migranterne til at rejse til Hviderusland. Angiveligt ved at love dem, at de kan komme ind i EU den vej.

Det betyder nu, at der er migranter fanget på grænsen mellem Hviderusland - eller Belarus, som blandt andre den danske regering kalder landet - og Polen.

Migranterne kan nu hverken komme den ene eller anden vej. Og flere er i fare for at fryse ihjel.

"Tanken er, at det rammer de folk og de institutioner, der står bag. Det er vi ved at forhandle nu," siger Jeppe Kofod og remser op:

"Det er operatører i Belarus. Det er, at flyselskaber stopper med at flyve migranter. Det er enheder i regimet, som står bag den her migrantkrigsstrøm."

Det er den femte sanktionspakke mod Hviderusland, som EU's udenrigsministre forventes at godkende mandag.

Der er tidligere blevet indført sanktioner mod 166 enkeltpersoner og 15 enheder, eksempelvis virksomheder, der har forbindelser til præsidenten.

Sanktionerne forhindrer blandt andet, at de pågældende kan rejse ind i EU og at midler, som står i europæiske banker, bliver indefrosset.

Syrisk selskab stopper flyvninger til Hviderusland

EU-sanktioner kan ramme selskab med danske rødder, der lejer fly ud til Hviderusland 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også