Inflation tager største hop i 13 år

Det er særligt prisstigninger på brændstof, el og gas, som bidrager til den højere inflation.
Foto: Niels Hougaard/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix
Foto: Niels Hougaard/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Det er blevet dyrere at være dansker det seneste år.

Forbrugerprisindekset, der måler inflationen i Danmark, steg i november med 3,4 procent sammenlignet med året før.

Det er den højeste stigning siden oktober 2008 og i over 13 år. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Det er særligt prisstigninger på brændstof, el og gas, som bidrager til den højere inflation.

Årsstigningen på el var i november 32,2 procent. Det er det højeste i 30 år.

Ifølge cheføkonom Søren V. Kristensen fra Sydbank var gasprisen den, der gav det største bidrag til inflationen i november.

Det rammer både forbrugere og virksomheder, hvor fragtraterne mange steder gør ondt, forklarer han.

"Derfor er det også vores forventning, at mange priser herhjemme bare vil fortsætte med at stige," vurderer han i en kommentar.

Det er dog ikke sikkert, at den samlede inflation bliver meget højere end nu, da prisen på benzin og diesel er faldet lidt.

"Men det er vores forventning, at prisstigningerne over de næste kvartaler vil sprede sig som ringe i vandet til en række af andre varer," vurderer økonomen.

Den stigende inflationen svarer til, at en børnefamilie i dag skal bruge 15.500 kroner mere for at købe de samme varer og tjenester som for et år siden.

Det vurderer cheføkonom Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank.

"Det afhænger selvfølgelig af familiens forbrugssammensætning, men det er en meget markant stigning i merudgifterne for danskerne," skriver han i en kommentar til tallene.

Han peger på, at der endnu ikke ses kraftige stigninger i lønnen.

Ifølge økonom Søren V. Kristensen fra Sydbank stiger priserne lige nu mere end lønningerne.

Derfor er reallønnen - hvor meget du kan købe for dine penge - gledet i baggrunden, vurderer han.

"Det er første gang siden 2012, og det understreger, at det særligt er sparegrisene rundt omkring, som skal drive fremgangen i privatforbruget," siger han.

Inflationen er et udtryk for udviklingen i priserne over tid.

Når inflationen stiger, får forbrugerne mindre for de samme penge. Omvendt vil man gerne gerne have en lille, stabil inflation i økonomien, fordi det holder gang i forbruget.

Inflationspres og corona skaber usikkerhed hos Sund & Bælt 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også