KL presser på for coronakompensation til trafikselskaber

Kommunernes Landsforening (KL) ønsker, at trafikselskaberne også får mulighed for coronakompensation i 2022. Det kommer, efter flere af landets bus- og togselskaber melder om, at de nye coronarestriktioner kan føre til færre passagerindtægter. Også Danske Regioner vil i dialog med regeringen.
Foto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix
Foto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix

Coronapandemien er i vækst, og med indtoget af den nye variant omikron og genindførslen af mundbindskrav i den kollektive trafik begyndte det at føre til tunge miner hos landets trafikselskaber i slutningen af november.

Blandt andet DSB forudså, at kravet ville føre til færre passagerindtægter hos togselskabet, og onsdag stod det klart, at indtoget af omikron kan få endnu større konsekvenser for landets ansvarlige for bus- og togdriften.

Her blev der nemlig indført yderligere restriktioner med nedlukning af nattelivet, hjemsendelse af landets skolebørn fra den 15. december og en opfordring til danskerne om så vidt muligt at arbejde hjemmefra. Det fik blandt andet Nordjyllands Trafikselskab (NT) til at forudse, at 10-15 pct. af passagerne kan være væk fra trafikselskabets busser og tog mandag morgen.

Derfor bliver det nu efterlyst, at der også kommer en coronakompensation for 2022, ligesom der har været for både 2020 og 2021.

Hos Kommunernes Landsforening (KL) lyder meldingen nu, at organisationen arbejder for, at det bliver til virkelighed.

"I sommers aftalte vi i KL med regeringen, at man her i efteråret skulle følge op på situationen omkring den kollektive transport, og siden har regeringen tilkendegivet, at man også i 2022 vil søge at sikre de fornødne ressourcer til håndteringen af covid-19 i kommunerne," lyder det fra cheføkonom Morten Mandøe i et skriftligt svar til MobilityWatch.

"I KL presser vi på for at få en afklaring, og vi har klart tilkendegivet, at vi gerne ser modellen fra 2021 videreført i 2022."

Stor coronaregning i 2021

Trafikselskaberne har indtil nu været kompenseret for manglende passagerindtægter i forbindelse med coronakrisen for både 2020 og 2021. Aftalen lyder på fuld kompensation for økonomiske tab som følge af coronakrisen.

I sommers lød det i forbindelse med økonomiaftalen mellem regeringen og KL, at regningen for 2021 på daværende tidspunkt var løbet op i 600 mio. kr., hvilket var noget mere end de 325 mio. kr., der oprindeligt blev sat af til coronakompensation til selskaberne i 2021. Men blandt andet Midttrafik har spået, at den regning ville blive endnu større.

Forskellen på restriktionerne i den kollektive trafik fra 2020 og starten af 2021 til de nye restriktioner, der træder i kraft i slutningen af året, er, at der denne gang ikke er nedsat kapacitet på antallet af passagerer i den kollektive trafik, ligesom regeringen ikke har opfordret til, at danskerne holder sig væk.

Alligevel vil det få betydning for selskaberne, når danskerne ikke skal anvende bus og tog til at komme eksempelvis på arbejde.

"Det er selvfølgelig superærgerligt, at vi er i den her situation igen. Vi har jo knoklet og knoklet i løbet af efteråret for at få kunderne tilbage og begynder nu at se lyset for enden af tunnellen, hvor passagererne er ved at være tilbage på et niveau, som tegner lyst for fremtiden, og så bliver vi selvfølgelig bombet lidt tilbage nu her," lød det tidligere fra NT's direktør, Thomas Eybye Øster, til MobilityWatch.

Derudover viser budgetforslagene for 2022 fra trafikselskaberne Midttrafik, Movia og NT, at selskaberne allerede i foråret og sommeren – før omikron blev en noget, der påvirkede Danmark – forventede, at 2022 fortsat ville byde på færre passagerindtægter end før coronakrisen.

Midttrafik nedskrev således sit budgetforslag med 73,1 mio. kr., hvilket svarer til et fald i indtægterne på 13 pct. grundet passagerfald som en langtidseffekt efter coronakrisen, mens NT har indregnet et forventet coronatilskud på 52,7 mio. kr., svarende til det forventede fald i passagerindtægterne.

Danske Regioner ser større behov for kompensation

Danske Regioner oplyser til MobilityWatch, at man inden omikrons indtog havde skønnet, at der ville blive et behov for kompensation i 2022 til landets trafikselskaber på 400 mio. kr.

"Det behov vil givetvis blive større som følge af omikron. Vi har en aftale med Regeringen om at gå i dialog om Covid-19 kompensation for 2022," lyder det i et skriftligt svar fra Danske Regioner.

MobilityWatch har kontaktet Transportministeriet, men det har ikke været muligt at få en kommentar fra transportminister Benny Engelbrecht (S).

MobilityWatch arbejder desuden på at få en kommentar fra Erhvervsministeriet.

"Det kommer på det værst tænkelige tidspunkt": Persontransporten efterlyser kompensation efter restriktioner 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også