Berøringsangst sender olieprisen i vejret

Ingen vil røre den russiske olie, selv om den ikke er omfattet af sanktioner. Det sender markedspriserne opad.
Foto: Maxim Shemetov/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Maxim Shemetov/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Olieprisen er hen over den seneste uge røget kraftigt i vejret og ligger torsdag i et nyt niveau omkring 117 dollar pr. tønde.

Årsagen er naturligvis Ruslands invasion af Ukraine, for når der bryder krig ud et centralt sted i verden, ryger der oftest en risikopræmie oven i olieprisen.

Men der er også andre årsager til, at en liter benzin lige nu koster i omegnen af 15 kroner.

For selv om olie- og gaseksporten fra Rusland ikke er omfattet af de internationale sanktioner i kølvandet på krigen, så er det meget begrænset, hvad der sælges af russisk olie på verdensmarkedet lige nu.

Det har Jan Bylov, der er valuta-, rente- og oliestrateg hos Jyske Bank, en mulig forklaring på.

"Vi kan se, at en del normale kunder ikke længere tør købe russisk olie. Der er brandingrisici forbundet med at handle med russerne, selv om det i udgangspunktet er lovligt."

"Og hvis man alligevel køber russisk olie, skal man også have nogle til at transportere det, og her er der også shippingselskaber, som ikke vil røre den," siger han.

Samtidig er der ikke udsigt til, at de olieproducerende lande pumper mere olie ud på markederne den kommende tid.

Jan Bylov forklarer, at det har vist sig vanskeligt at få produktionen op at køre i samme gear igen, efter at den har været lukket ned i forbindelse med coronaen.

Og selv om lande som Saudi-Arabien, Forenede Arabiske Emirater og Kuwait kunne skrue op for produktionen, så har man i den såkaldte Opec+-alliance onsdag besluttet ikke at øge produktionen ud over det aftalte i marts.

"Det skyldes formentlig, at Rusland er en af de mest betydningsfulde medlemmer af alliancen. Og energikortet er en trumf, som Rusland kan bruge til at lægge pres på Vesten," vurderer Jan Bylov.

Han tror derimod, at man i stedet skal sætte sin lid til, at USA og Iran finder et kompromis omkring en atomaftale. Det kan så betyde, at iranerne kan begynde at eksportere til verdensmarkedet.

Irans olieeksport vil dog på ingen måde kunne erstatte et eventuelt fuldt stop for russisk olie.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også