Bramsen nedtoner risiko for genåbning af infrastrukturaftale

Finansminister Nicolai Wammen (S) har indikeret, at truslen fra Rusland kan gøre det nødvendigt at ændre på sidste års store infrastrukturaftale, hvilket støtteparti har bakket op om. Nu siger transportministeren, at det ”bestemt ikke” er regeringens forventning, at forliget genåbnes.
Transportminister Trine Bramsen (S) | Foto: Jens Dresling
Transportminister Trine Bramsen (S) | Foto: Jens Dresling
AF MADS ODDERSHEDE OG THOMAS BO CHRISTENSEN

Massive investeringer i bl.a. fjernvarme, der skal sikre uafhængighed af russisk gas, kan potentielt få betydning for de projekter, der blev aftalt i den storstilede infrastrukturaftale sidste år.

Sådan lød meldingen forleden fra finansminister Nicolai Wammen (S), hvor han i forbindelse med præsentationen af nye energiinitiativer fortalte, at han ikke var afvisende over for at genåbne den 160 mia. kr. store aftale.

Nu lyder det dog fra transportminister og partikollega Trine Bramsen, at det ikke er planen, at infrastrukturaftalen bliver påvirket.

”Det er bestemt ikke regeringens forventning, at forliget skal genåbnes,” lyder det til MobilityWatch i et skriftligt svar fra ministeren, som ikke har ønsket at stille op til interview.

Interesse fra partier

For at aftalen skal kunne genåbnes, kræver det, at alle 11 partier bag er enige om det, og i kølvandet på Wammens udmelding lød det fra flere partier, at de er villige til at se på justeringer af aftalen som følge af den øgede energi- og sikkerhedstrussel fra Rusland.

Især Radikale Venstre mente, at det ville give mening at prioritere ekstra midler til en hurtigere frigørelse fra russisk gas.

”Vi synes, det er langt vigtigere at få accelereret den grønne omstilling og udrulning af fjernvarme end at gennemføre infrastrukturplanens projekter,” sagde ordfører Rasmus Helveg Petersen til MobilityWatch og understregede, at infrastrukturprojekterne kan gennemføres på et andet tidspunkt.

Også Venstre og Konservative indikerede, at de var villige til at se på justeringer af aftalen, men håbede, at det ikke blev nødvendigt.

”Men jeg erkender, at vi står i en helt ekstraordinær situation,” lød det fra Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen, der understregede, at det er en ”bunden opgave” at gøre Danmark uafhængig af russisk gas.

Bramsen: ”En meget ustabil situation”

Den nye melding fra Trine Bramsen falder formentlig i god jord hos anlægsindustrien. Torben Liborius, chef for foreningen Dansk Infrastruktur under DI, fortalte således forleden til MobilityWatch, at det ville være ”helt forkert” at genåbne infrastrukturaftalen, der har været flere år undervejs.

”Infrastrukturaftalen er vigtig for anlægsbranchen, men den er jo endnu mere vigtig for samfundet, og for de områder, der i dag enten mangler infrastruktur eller har stor trængsel,” sagde han.

Men selv om det altså nu tyder på, at der ikke er planer hos regeringen om at ændre på infrastrukturaftalen, er der dog alligevel et ”men” i svaret fra ministeren til MobilityWatch:

”Men som det står klart for alle, er der en meget ustabil situation på nuværende tidspunkt, som kan få betydning for materialepriser og større anlægsprojekter. Vi følger derfor udviklingen tæt. Ingen ved hvor længe krisen forventes at vare,” lyder det fra Trine Bramsen.

Asfaltbranchen ser store konsekvenser ved regeringens plan om at udskyde vejprojekter

Dansk Industri kalder mulig genåbning af infrastrukturaftale ”helt forkert”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også