Kina kan få svært ved at opbygge egen kritisk mikrochipproduktion

Topchef i japansk underleverandør til produktionen af mikrochips mener, at Kina bl.a. er udfordret i forhold til forsyningskæderne, når det gælder landets sats på området.
Foto: Ann Wang/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Ann Wang/Reuters/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Kina har en plan om at være 70 pct. selvforsynende i de vigtigste komponenter til kritiske teknologier i 2025. Men det kan ifølge den amerikanske chef for JSR, Eric Johnson, blive en svær opgave inden for de vigtige mikrochips, der bl.a. bruges i biler.

Det skriver Financial Times.

Den japanske virksomhed JSR er en af verdens største udbydere af materialer til produktion af halvledere, som er en uundværlig komponent i den færdige mikrochip.

Der er stor mangel på chipsene, som er en integreret del af stort set alt vores teknologi, hvilket blandt andet skaber hovedpine hos bilproducenter, som ikke kan færdiggøre bilerne.

Vigtigheden af disse chips skaber grobund for en politisk kampplads, hvor Kina er ved at positionere sig. Men Johnson vurderer, at landet mangler den kritiske teknologiske infrastruktur, som er nødvendig for produktionen af de komplicerede mikrochips.

”Selv hvis Kina fik en opskrift, der præcist viste fremgangsmåden, ville det stadig være utrolig svært at fabrikere med den rette renhed, præcision og konsistens. Det er slet ikke så nemt, og de mangler forsyningskæderne til at gøre det,” siger chefen for JSR til Financial Times.

Han nævner også, at det kræver flere årtier og enorme mængder penge at udvikle de mest avancerede mikrochips.

Dog mener han, at der er et stort uforløst potentiale i Kina for de mindre avancerede mikrochips, som også er en vigtig del af markedet. Og Kina er i den forstand en væsentlig del af JSRs vækststrategi.

Johnson forudser, at forsyningsproblemerne med mikrochips fortsætter indtil 2023.

Salget af nye biler i EU faldt for 10. måned i træk


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også