Flere kommuner følger hovedstaden og sænker farten i byområder

Forsøg gør det muligt for 16 kommuner at skrue ned for farten, uden at politiet skal godkende det først.
Foto: Morten Langkilde/Ritzau Scanpix
Foto: Morten Langkilde/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Flere af landets større kommuner vil sænke fartgrænserne, sådan som Københavns Kommune har besluttet at gøre i store dele af hovedstaden.

Det gælder blandt andet Aalborg Kommune, hvor man vil sænke farten fra 50 kilometer i timen til 40 kilometer i timen på fire udvalgte strækninger i byområder og i tre landsbyer.

”Vi regner med at gennemføre det i år. Det første sted sker det lige inden sommerferien,” siger afdelingsleder Maria Vestergaard.

Nogle af stederne bliver nye hastighedstavler suppleret med bump, oplyser hun.

I Aarhus Kommune arbejder forvaltningen på at gennemføre en lignende hastighedssænkning på 18 strækninger i landets næststørste by.

Det vil typisk være områder i bymæssig bebyggelse, både indenfor og udenfor Ringgaden, oplyser specialkonsulent Lars Clausen.

”Det vil kræve investeringer i forskellige fartdæmpende foranstaltninger, skiltning og afmærkning,” siger specialkonsulenten.

”Der er tale om en treårig forsøgsperiode, så vi håber på at komme i gang hurtigst muligt.”

”Men det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at sætte et tidspunkt på,” siger han og understreger, at projektet afventer politisk godkendelse.

Det er en forsøgsordning, som 16 kommuner medvirker i, der gør det muligt at sænke hastighederne på udvalgte veje i byområder, der ikke har ”væsentlig betydning for den generelle trafikafvikling”.

Det kan ske, uden at politiet skal sige god for det først, sådan som det normalt er tilfældet.

Også Odense Kommune er blandt deltagerne i projektet. Her går man i gang med at se på mulighederne efter sommerferien.

Klima- og miljørådmand Tim Vermund (S) vil gerne gå endnu længere, end forsøgsordningen giver mulighed for:

”Jeg er glad for, at vi med forsøgsordningen får lov til at sænke farten på udvalgte strækninger, men jeg vil mere end det. Skal hastighedsnedsættelsen for alvor batte i Odenses CO2-regnskab, bør vi sænke farten til 40 kilometer i timen på langt flere veje og inden for hele Ring 2, så vi også når uden for centrum,” siger han.

Udsigten til lavere fartgrænser vækker dog ikke udelt begejstring i brancheorganisationen Dansk Erhverv Transport.

”Vi har fuld forståelse for, at der er miljømæssige gevinster at hente, når man sætter farten ned i landets større byer. Omvendt vil det medføre, at man de samme steder kommer langsommere frem. Det har betydning for eksempelvis pendlerne, men også for transport af varer rundt om i byerne,” siger branchedirektør Jesper Kronborg.

København indfører fartgrænser under 50

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også