Frie Grønne vil forbyde flyvninger på korte distancer

Det, vi ikke betaler i dag, betaler vi i fremtiden i blod, siger politisk leder om skærpede klimamål.
Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Det er slut med flyture til byer som Stockholm og Hamburg. I hvert fald hvis det står til Frie Grønne.

Udenrigsflyvninger fra Danmark skal nemlig helt sløjfes, hvis det på maksimalt 12 timer er muligt at nå sin destination med anden transport.

Det fremgår af et af de forslag, som partiet præsenterer på et sommergruppemøde tirsdag.

”Vores forslag viser, hvor højt ambitionsniveauet skal op, hvis det, FN beder om, skal lykkes.”

”Derfor løfter vi også vores eget ambitionsniveau så højt op, at noget af det, der ødelægger, helt må stoppes,” siger politisk leder Sikandar Siddique.

Det har tidligere været Frie Grønnes politik at forbyde indenrigsflyvninger. Nu skærper partiet så klimapolitikken yderligere.

”Jeg forstår, hvis det lyder svært. Det er svært at give afkald, men vi må også forstå, at det, vi ikke betaler i dag, betaler vi i fremtiden i blod,” siger Sikandar Siddique.

Det er uvist, hvad det vil koste i tabt arbejdsfortjeneste, hvis danskerne ikke længere kan flyve på kortere distancer.

Forslaget om at forbyde kortere udenrigsflyvninger er en del af 150 samlede forslag, der ifølge Sikandar Siddique, leverer på de krav, som FN’s klimapanel, IPCC, senest præsenterede i foråret.

IPCC gav dengang verdens lande tre år til at knække kurven for de globale udledninger af drivhusgasser.

Det ville ifølge panelet være nødvendigt, hvis den globale opvarmning skal bremses ved 1,5 grader, som det lyder i Parisaftalen.

”Det er en stor omvæltning for vores samfund, men vores vision er et opgør mod alt det, der driver klimaforandringerne. Det modsatte af de lappeløsninger, som vi har set fra de andre partier,” siger Siddique.

I et andet af de 150 forslag, som Frie Grønne præsenterer tirsdag, fremgår det, at partiet ønsker at elektrificere den kollektive transport med 100 procent senest i 2025.

Regeringen indgik i 2021 et frivilligt klimasamarbejde, hvor 23 kommuner og fem regioner forpligtede sig på ved fremtidige udbud at indkøbe grønne busser til den offentlige bustrafik.

Indenfor et par år vil det betyde, at 64 procent af den offentlige bustrafik kører på el, brint eller biogas.

For jernbanen er det desuden aftalt som en del af forliget om Togfonden, at den resterende del af den danske jernbanes hovednet skal elektrificeres. Det er et arbejde, Banedanmark er påbegyndt og regner med er færdigudrullet i 2026.

Banedanmark er ved at undersøge, hvor stor en del af hovednettet, der i dag er elektrificeret.

Ifølge Frie Grønnes forslag skal der investeres i den kollektive transport i så stort et omfang, at den altid vil være det attraktive valg næstefter at gå og cykle.

Sikandar Siddique erkender dog, at der stadig vil være situationer, hvor det er mere attraktivt for nogle at vælge bilen.

”Det vil være nogle, der ikke kan nå den kollektive transport. Derfor vil der stadig være biler, men der skal være langt færre af dem,” siger han.

Afgiftshop presser prisen i vejret: FDM skyder jagtsæsonen på plug-in-hybridbiler i gang

SAS skal lande aftale med kabineansatte tidligere end planlagt

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også