Oliepriserne svækkes inden afgørende inflationstal

Prisen på olie falder mandag op til offentliggørelsen af nye inflationstal fra USA.
Foto: Martin Lehmann/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Martin Lehmann/Politiken/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Oliepriserne aftager mandag forud for inflationstal fra USA tirsdag, der kan blive afgørende for den amerikanske centralbanks, Federal Reserves, fortsatte pengepolitik.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster mandag morgen 85,82 dollar mod 86,06 dollar fredag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 78,83 dollar mod 79,39 dollar fredag eftermiddag.

Fra USA offentliggøres tirsdag udviklingen i forbrugerpriserne i januar, hvor der er ventet en stigning på 0,5 pct. på månedsbasis, mens inflationen ses aftage til 6,2 pct. fra 6,5 pct. i december. Ydermere ventes kerneinflationen, der fraregner fødevare- og energipriser, at falde til 5,5 pct. fra 5,7 pct. måneden før.

Udviklingen kan være afgørende for, hvordan Federal Reserve vil håndtere sin pengepolitik. En strammere pengepolitik giver alt andet lige ringere købekraft, hvilket svækker efterspørgslen og dermed også oliepriserne.

”Oliepriserne falder, da energihandlere venter en potentiel svækkelse i forventningerne til olieefterspørgslen, da de afgørende inflationstal kan tvinge Federal Reserve til at stramme pengepolitikken langt mere aggressivt,” siger Edward Moya, der er senioranalytiker i Oanda, til Reuters.

”Denne uge kan afgøre, hvor slem en recession Wall Street indregner,” fortsætter han.

Oliepriserne tynges videre af, at der fra Aserbajdsjan søndag er blevet eksporteret olie til Tyrkiet, oplyser Tina Teng fra CMC Markets til Reuters.

Rusland annoncerede fredag en reduktion i sin olieproduktion på 500.000 tønder om dagen fra marts, svarende til 5 pct. af landets samlede produktion, som modsvar til Vestens prisløft på russisk olie og olieprodukter. Det sendte fredag oliepriserne i vejret med 2 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også