Transportansatte kan se frem til mærkbar lønstigning

Timelønnen for transportansatte løftes med 6 kroner i år og 5,75 kroner næste år, viser overenskomstforlig.
Christoffer Thomas Skov, Lars William Wesch, Niels Grøn og Kim Graugaard fra Dansk Industri og Jan Villadsen, Karsten Kristensen og Flemming Overgaard fra 3F Transport med har indgået en toårig overenskomstaftale på transportområdet. | Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Christoffer Thomas Skov, Lars William Wesch, Niels Grøn og Kim Graugaard fra Dansk Industri og Jan Villadsen, Karsten Kristensen og Flemming Overgaard fra 3F Transport med har indgået en toårig overenskomstaftale på transportområdet. | Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

En ny overenskomst skal løfte transportansattes månedsløn med 3150 kroner over to år.

Det oplyser 3F Transport i en pressemeddelelse torsdag formiddag.

Det inkluderer både et løft af pensionen og den såkaldte fritvalgskonto.

”3F Transport forventer, at det indhenter tabt realløn i 2022 og sikrer reallønnen i 2023 og 2024,” lyder det i meddelelsen.

Tidligere torsdag bekræftede 3F, at der var blevet indgået en overenskomstaftale for cirka 48.000 ansatte på transportområdet.

Man er blevet enige om, at arbejdsgiverne skal indbetale to procent mere til de ansattes pension. Omvendt slipper de ansatte to procent billigere.

Den såkaldte fritvalgskonto løftes fra syv til ni procent.

Lønmodtagere kan selv bestemme, om beløbet på kontoen skal bruges på eksempelvis løn, pension eller som feriepenge.

Ifølge Dansk Industri lægger aftalen op til, at timelønnen - eller normallønnen - hæves med seks kroner i år og 5,75 kroner næste år.

Aftalen skal nu til afstemning hos medlemmerne.

Overenskomsten er forhandlet på et af de to hovedområder - det såkaldte normallønsområde.

Det betyder, at den forhandlede overenskomst sætter de konkrete lønrammer for transportområdet, således at de ansatte ikke kan forhandle sig til bedre vilkår lokalt.

Aftalen er et såkaldt gennembrudsforlig, der kommer til at være rettesnor for overenskomster på mange andre områder end transport.

Forliget bliver rammesættende for op mod 170.000 ansatte på normallønsområdet. Det kan eksempelvis være på rengøringsområdet.

En del af aftalen vil give ansatte på transportområdet bedre muligheder for at opnå status som faglært.

”Det sker via løbende kompetenceafklaring, uddannelsesplaner og mulighed for at veksle seks ugers selvvalgt uddannelse til op til 14 ugers erhvervsuddannelse,” skriver 3F.

Status som faglært vil give fire kroner mere i timen. Det svarer til 650 kroner mere i løn hver måned.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også