Spanien anklager Tyskland for ufint spil om forbrændingsmotorer

Tyskland optræder uretfærdigt ved i sidste øjeblik at bruge mindretalsveto til at ændre aftale, lyder kritik.
Foto: John Macdougall/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: John Macdougall/AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Mens EU kæmper for at sige farvel til benzin- og dieselbiler, så indgik Tyskland lørdag en kontroversiel aftale med EU, som betyder, at der kan produceres biler med forbrændingsmotorer efter 2035.

Nu får aftalen kritik fra blandt andre Spanien, som henviser til, at der allerede var indgået en aftale om, at brændstofmotorer i nye biler skal være udfaset i 2035.

Det skulle være med til at sikre, at EU i 2050 vil være en klimaneutral økonomi, siger Spaniens minister for grøn omstilling, Teresa Ribera Rodriguez, i forbindelse med et ministermøde i Bruxelles tirsdag.

”Tyskland gik sammen med Italien og Polen i sidste øjeblik for at bruge deres mulighed som mindretal til at blokere. Det skete på en sag, som ellers allerede var aftalt af de forskellige EU-institutioner. Vi bryder os ikke om denne fremgangsmåde. Vi mener ikke, at det er retfærdigt,” siger Teresa Ribera Rodriguez.

Den tyske regering støttet af den tyske bilindustri overraskede tidligere på måneden, da man i sidste øjeblik blokerede for den aftale, der er vedtaget af EU’s besluttende organer.

Tyskland stod ikke alene. Også Italien, der er et stort bilproducerende land, har ønsket at udskyde udfasningen af benzinmotorer. Til gengæld vil Tyskland og Italien skifte til kun at bruge syntetiske brændstoffer også kaldet e-brændstof i forbrændingsmotorerne.

Tilhængere siger, at e-brændstof vil være CO2-neutral. Men kritikere påpeger, at e-brændstof endnu ikke er udviklet, at det vil blive en knap ressource, og at det vil kræve en stor mængde energi at producere.

Den tyske transportminister, Volker Wissing, fra det liberale parti De Frie Demokrater kaldte i weekenden aftalen med EU for ”teknologineutral”.

Han har været en ihærdig fortaler for, at der også efter 2035 kan fremstilles biler i Tyskland med forbrændingsmotorer.

Men lørdagens aftale med EU har skabt splid internt i den tyske koalitionsregering. Navnlig partiet De Grønne ser det som et klart brud på den fælles klimapolitik i EU.

Også på EU-plan er aftalen kontroversiel. Både Spanien og Frankrig har kæmpet i mod, fordi man mener, at klimaet bør stå over hensynet til tyske og italienske industriinteresser. Og fordi en aftale - i hvert fald normalt - er en aftale i Bruxelles, siger Teresa Ribera Rodriguez.

”Det er ikke en ordentlig måde, Tyskland har håndteret sagen på. Dette skal ikke blive en præcedens, som kan bruges når som helst, lande ønsker det.”

”Det er vanskelige tider for Europa, og vi ønsker alle at opbygge stærke europæiske relationer især i krisetider. Så det ikke var en særlig solidarisk handling fra Tysklands side. Jeg mener, at det er en udfordring for den måde, institutionerne arbejder på i Europa,” siger Teresa Ribera Rodriguez.

Den svenske energiminister, Ebba Busch, siger mere diplomatisk, at det svenske formandskab for EU havde foretrukket, at Tyskland var kommet med sin indvending tidligere i processen. Før der blev indgået en aftale.

”Så ville vi tidligt vide, hvor de forskellige lande står, så vi kunne finde en løsning tidligere i processen. Men realiteten var en anden, og det arbejdede vi så ud fra,” siger Ebba Busch.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også