Københavns Kommune arbejder videre med planer om turistskat

Fra blå blok lyder det, at turister allerede betaler rigeligt. Rød blok kalder det for en ”win-win-situation”.
32 stemte for, mens 20 stemte imod stemte at arbejde videre med en turismeafgift i Borgerrepræsentationen | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
32 stemte for, mens 20 stemte imod stemte at arbejde videre med en turismeafgift i Borgerrepræsentationen | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
AF RITZAU


Københavns Borgerrepræsentation har torsdag aften besluttet at arbejde videre med planerne om en turismeafgift magen til den, man ser i en række andre europæiske storbyer.

32 stemte for, mens 20 stemte imod, skriver TV 2 Kosmopol. Ifølge mediet stemte de borgerlige partier - Konservative, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti - imod sammen med Radikale Venstre.

Venstres Jens Kristian Lütken, der er beskæftigelses- og integrationsborgmester, kalder det et ”ærgerligt signal at sende”, hvis der kommer flere skatter til turisterne.

Ifølge ham er turisterne en gruppe, ”der i forvejen lægger rigtig meget skat i byen”.

Han bakkes op af Radikale Venstres Mia Nyegaard, der er kultur- og fritidsborgmester.

”Danmark og København er allerede blandt de dyreste steder at besøge i Norden.”

”Turismen er et eksporterhverv, og her er vi i konkurrence med både Stockholm og Oslo,” siger hun til TV 2 Kosmopol.

SF er anderledes positivt stemt over for skatten. Her lyder det, at skatten ikke vil skræmme nogen væk eller ramme turismeerhvervet urimeligt.

Rasmus Steenberger (SF) kalder skatten for en ”win-win-situation” både for dem, som bor i byen, og dem, der besøger den som turister og kalder det ”bæredygtig turisme”.

Skatten skal ifølge ham ikke være høj, men den skal være der.

Fra Socialdemokratiets Jonas Bjørn Jensen lyder det, at partiet synes, at skatten er en god idé. Men i partiet frygter man, at Folketinget vil afvise planerne.

Og bliver de det, er det spildt arbejde, lyder det fra ham.

Selv om det er blevet besluttet, at Københavns Kommune skal arbejde videre med planerne, skal en turismeafgift vedtaget af Folketinget. Det vil nemlig kræve en lovændring.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også