Fotodokumentation skal sætte stopper for ulovlige bilsyn

Det kan komme til at koste en bøde, hvis et bilsyn ikke dokumenteres med fotodokumentation fra næste år.
I alt skal otte nye initiativer sætte en stopper for snyd med bilsyn. | Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix
I alt skal otte nye initiativer sætte en stopper for snyd med bilsyn. | Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Flere nye initiativer, der træder i kraft i det nye år, skal være med til at sætte en stopper for ulovligt syn af biler.

Det skriver Transportministeriet tirsdag i en pressemeddelelse.

Den ulovlige praksis er også kendt som ”sms-syn”.

Tiltagene stiller krav til, at synsmedarbejdere skal sikre fotodokumentation, for at et køretøj har været fysisk til stede på synsstedet på synstidspunktet.

Her skal bilen fremgå med korrekt nummerplade, og det skal være tydeligt, at billedet er taget i den synshal, hvor synet skal finde sted.

Det bliver muligt at udstede bøder, hvis et bilsyn ikke dokumenteres med fotos.

Der er i alt otte nye tiltag, hvoraf fem træder i kraft i det nye år.

”Det er ganske enkelt uacceptabelt, at der har været brodne kar i branchen, der har godkendt biler uden overhovedet at have set dem,” siger transportminister Thomas Danielsen (V) i meddelelsen.

”Derfor er jeg glad for, at alle Folketingets partier bakker op om, at vi nu skærper forholdene med otte konkrete initiativer, der slår hårdt ned på dem, der snyder med syn.”

To andre initiativer er allerede taget i brug. Det ene omhandler tilsyn uden for normale åbningstider.

Det ottende og sidste tiltag, der handler om muligheden for uanmeldt tilsyn hos forhandlere af brugte køretøjer, kræver en lovændring, som forventes fremsat på et senere tidspunkt.

I foråret afslørede DR-programmet Kontant, hvordan nogle medarbejdere i synshaller godkendte biler, der havde været til syn, uden at de pågældende biler havde været fysisk til stede i en synshal.

Det er blandt andet sket ved, at synsmedarbejderen har fået tilsendt nummerpladen og registreringsnummeret på bilen via sms samt en betaling på for eksempel 3500 kroner.

I juni blev samtlige af Folketingets partier enige om de nye tiltag, og hen over efteråret har de været i offentlig høring.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også