Energibranche havde gerne set bindende fossil udfasning

Green Power Denmark glæder sig over COP28-aftale, selv om afsnittet om fossile brændsler er vagt.
Kristian Jensen, adm. direktør for Green Power Denmark. | Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix
Kristian Jensen, adm. direktør for Green Power Denmark. | Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Selv om man i brancheforeningen Green Power Denmark glæder sig over, at der er indgået en aftale på COP28-klimatopmødet, som skal accelerere den grønne omstilling, så sidder adm. direktør Kristian Jensen alligevel med en lidt ærgerlig smag i munden.

Det skyldes, at selv om aftalen indbefatter en udfasning af fossile brændsler på sigt, så er der ikke sat bindende mål for, hvornår det skal ske.

”Verden er tilsyneladende ikke helt moden til en udfasning endnu. De olieproducerede lande stritter imod, og de henter støtte hos en gruppe af fattigere lande, som er usikre på, hvordan de skal skaffe energi til deres befolkninger,” siger Kristian Jensen.

Han mener derfor, at man blandt andet fra dansk side skal stille viden og finansiering til rådighed for de lande, der ikke af egen drift kan omlægge deres energiforsyning fra kul, olie og gas til sol- og vindenergi.

Og så skal vi selvfølgelig arbejde for at indfri de øvrige punkter i aftalen, som blandt andet omfatter en tredobling af den vedvarende energikapacitet, der findes i dag.

Det kræver ifølge beregninger fra Det Internationale Agentur for Vedvarende Energi (Irena) investeringer for et beløb svarende til 210.000 milliarder kroner.

”Vi kan gøre det, hvis vi vil, men det kræver en enorm indsats. Jeg glæder mig over, at der er sat en udvikling i gang, som selv ikke de mørkeste kræfter kan stoppe.”

”Vedvarende energi er fremtiden, og det bliver understreget igen med den historiske beslutning fra COP28,” siger Kristian Jensen efter topmødet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også