Oliepriser bakker lidt onsdag morgen

Investorer overvåger situationen i Det Røde Hav efter angreb.
Foto: Lennart Preiss/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Lennart Preiss/AP/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Oliepriserne falder en smule onsdag morgen, mens investorerne holder øje med situationen i Det Røde Hav efter de nylige angreb fra de militante Houthi-grupper i Yemen, der er allieret med Iran.

Det skriver Reuters.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster onsdag morgen 79,09 dollar mod 79,30 dollar tirsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 73,87 dollar mod 74,05 dollar tirsdag eftermiddag.

Washington oprettede tirsdag en taskforce for at beskytte skibstrafikken i Det Røde Hav, da angreb fra militante yemenitter tvang store rederier til at omdirigere, hvilket skabte frygt for vedvarende forstyrrelser i den globale handel. Nervøsiteten fik begge benchmarks til at stige med mere end 1 pct. tirsdag.

Omkring 12 pct. af verdens skibstrafik passerer op gennem Det Røde Hav og Suez-kanalen. Alligevel har indvirkningen på olieforsyningen indtil videre været begrænset, siger analytikere til Reuters, da størstedelen af Mellemøstens råolie eksporteres via Hormuzstrædet.

USA købte 2,1 mio. tønder råolie til levering i februar, oplyste energiministeriet tirsdag, hvilket bringer det samlede køb op på omkring 11 mio. tønder, da man fortsatte med at genopfylde den strategiske petroleumsreserve, SPR, efter det største salg i historien sidste år.

Tal fra brancheorganisationen American Petroleum Institute, API, viser at de amerikanske olielagre steg i sidste uge. Den officielle olielageropgørelse fra det amerikanske energiministerium, EIA, bliver offentliggjort senere onsdag.

Analysehuset S&P Global Commodity forventer, at USA i fremtiden vil producere mere olie end nogen andre lande, hvilket fører til en stærk vækst i udbuddet uden for Organisationen af Olieeksporterende Lande og deres allierede, Opec+, som vil opfylde den voksende globale efterspørgsel i 2024.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også