Pernille Vermund opløser Nye Borgerlige

Pernille Vermund skal sunde sig først, men vil fortsætte i politik, siger hun efter at have lukket NB.
Pernille Vermund vil fortsætte i politik | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Pernille Vermund vil fortsætte i politik | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Partistifter Pernille Vermund lukker og slukker Nye Borgerlige, men vil fortsætte i politik, og det kan godt være i et andet borgerligt parti, siger hun til flere medier.

Hun opfordrer desuden lokalpolitikerne i Nye Borgerlige til at melde sig ind i andre partier.

”eg er ikke færdig med politik, så det er bestemt ikke utænkeligt, siger Vermund, som først vil sunde sig, inden hun finder ud af, hvad hun skal fremover.

”Når vi har sundet os og får styr på tankerne, kan vi se på det, for det er en stor beslutning. Hvilket parti har jeg ikke taget stilling til nu. Jeg vil hverken vælge partier til eller fra på nuværende tidspunkt,” siger Vermund, der har en fortid hos De Konservative.

Da Vermund først gik ind i landspolitik, lovede hun, at hun kun ville sidde to perioder i Folketinget for ikke at gro fast. Efter onsdagens melding om at fortsætte i dansk politik afviser Vermund, at hun dermed netop gror fast.

”Vi brænder for at få genrejst det borgerlige Danmark, og vi brænder for politik,” siger Vermund.

Til at begynde med bliver hun og Kim Edberg Andersen løsgængere, siger Vermund. Peter Seier Christensen, som er Nye Borgerliges tredje folketingsmedlem, er for tiden sygemeldt i længere tid.

Nye Borgerlige blev valgt ind med seks mandater ved valget 1. november 2022. Men efter valget er både Mette Thiesen og Mikkel Bjørn skiftet fra Nye Borgerlige til Dansk Folkeparti. Desuden er Lars Boje Mathiesen blevet løsgænger.

Edberg Andersen har en fortid i Dansk Folkeparti. Han siger til TV 2 News, at han endnu ikke ved, hvad han konkret skal i fremtiden ud over at blive løsgænger til at begynde med.

”Der kommer et svar lige pludseligt,” siger han til TV 2 News.

Liberal Alliances partiformand, Alex Vanopslagh, vil ikke på forhånd afvise, at Vermund kan blive en del af LA.

”Vi har haft et meget tæt og fortroligt samarbejde som partiledere og kolleger gennem de seneste år. Vi har et tillidsfuldt forhold,” siger Vanopslagh.

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, siger:

”Man kan forestille sig meget i den her verden.”

Med Nye Borgerliges farvel er der 11 partier tilbage i Folketinget.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også