Minister afviser at der følger klimaregning med flyveforslag

Regeringen får kritik fra SF for forslag om nulmoms for flyselskaber, der flyver indenrigs. Minister afviser.
Skatteminister Jeppe Bruus (S). | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Skatteminister Jeppe Bruus (S). | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Skatteminister Jeppe Bruus (S) afviser, at regeringens forslag om at indføre nulmoms for flyselskaber, der primært flyver indenrigs i Danmark, vil skabe større belastning af klimaet.

Det er ellers et kritikpunkt fra SF, hvor miljøordfører Carl Valentin mandag på Facebook har reageret. Her skriver han, at det muligvis er det mest absurde sorte tiltag, han nogensinde har hørt om.

Bruus siger:

”Jeg tænker, at Carl Valentin kunne have spurgt os om, hvad der er af klimaeffekter, før han udtaler sig. Så ville jeg have svaret, at vi simpelthen ikke kan måle, at der nødvendigvis skulle komme mere klimabelastning ud af det her.”

”Der opstår forhåbentlig en større konkurrence om de flyvninger, der er,” siger Jeppe Bruus.

Konkret skal flyselskaber med primært indenrigsflyvning som aktivitet momsfritages for at støtte flyselskaberne, de lokale lufthavne og for at ensrette reglerne. Indtil videre er det kun flyselskaber, der har de fleste af deres flyvninger i udlandet, som er fritaget for moms.

Carl Valentin skriver i sit opslag på Facebook, at den ”absolut sorteste form for transport” nu står til at skulle have en skatterabat.

”Sig mig, har de slet ikke forstået klimakrisens alvor,” skriver SF-ordføreren.

Den kritik afviser skatteministeren. Han peger desuden på, at der er indgået aftale om en flyafgift, som SF også er med i, og at det i den aftale hedder, at alle indenrigsflyvninger i Danmark i 2030 skal være bæredygtige.

”Det er en situation, hvor vi flyver uden forurening,” siger Bruus.

Han tilføjer, at der lige nu er et ulige konkurrenceforhold, fordi flyselskaber med flest udlandsflyvninger er fritaget for moms.

”Der er en ulempe i at starte et indenrigsflyselskab. Det virker ikke rimeligt. Det virker mere rimeligt, at vi indfører nulmoms, også for selskaber, der primært har indenrigsflyvninger, så der er lige konkurrence,” siger Bruus.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også