Oliepriserne står i stampe mandag morgen

Usikkerhed om konflikten i Gaza påvirker oliepriserne mandag morgen.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster mandag morgen 83,23 dollar | Foto: Axel Heimken/AP/Ritzau Scanpix
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster mandag morgen 83,23 dollar | Foto: Axel Heimken/AP/Ritzau Scanpix

Oliepriserne er stort set uændrede mandag morgen, idet udsigterne til en våbenhvile mellem Israel og Hamas blegner. 

Det skaber frygt på markedet for, at konflikten kan sprede sig i resten af regionen og skabe forstyrrelser i forsyningen og produktionen af olie.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster mandag morgen 83,23 dollar mod 83,30 dollar fredag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 78,41 dollar mod 78,46 dollar fredag eftermiddag.

Det kommer i kølvandet af sidste uge, hvor futures-kontrakterne for Brent faldt mere end 7 pct. og WTI-olien med 6,8 pct. som følge af svage jobtal fra USA samt forringede udsigter til rentenedsættelser fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

De geopolitiske bekymringer for en eskalation af konflikten i Gaza blev forstærket søndag, efter Hamas’ gentog sit krav om at, at en frigivelse af israelske gidsler kun kan komme på tale, hvis Israel indvilliger i at afslutte krigen. Det har Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, blankt afvist, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Med til at lægge et opadgående pres på Brent-priserne er, at Saudi-Arabiens forhøjede de officielle salgspriser for råolie solgt til Asien, Nordvesteuropa og Middelhavsregionen i juni som følge af forventninger om højere efterspørgsel i løbet af sommeren.

Udbudssiden for WTI-olie strammes, idet amerikanske energiselskaber reducerede antallet af olie- og naturgasrigge i drift med syv til 499 i alt. Det er ifølge Reuters det største ugentlige fald siden november 2023.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også