Debat: Investeringer i den grønne førertrøje er afgørende for transporten i næste EP-samling

”Det er helt afgørende, at EU investerer mere i den grønne omstilling,” skriver direktør i DI Transport i indlæg op til Europa-Parlamentsvalget på søndag.
Karsten Lauritzen, branchedirektør i DI Transport | Foto: DI/PR
Karsten Lauritzen, branchedirektør i DI Transport | Foto: DI/PR
Af Karsten Lauritzen, branchedirektør i DI Transport

Nogle af verdens største og mest innovative transportvirksomheder er europæiske og danske. 

Deres rammevilkår har afgørende betydning for, at fremtidens industrier og services kan skabe arbejdspladser og indtjening i Europa. 

Transportvirksomhederne står overfor en markant grøn omstilling, som vi må og skal lykkes med. Kun herved kan vi fremtidssikre Europas mobilitet og konkurrencekraft.

For nylig var Vincent Clerc, administrerende direktør i Mærsk ude med et opråb om, at EU sakker bagefter Kina og USA – også – når det kommer til at investere i grøn energi. 

I DI Transport har vi flere områder, vi ønsker at EU ændrer på eller arbejder henimod for at skabe bedre og mere lige konkurrence på tværs af EU og internationalt, når det kommer til transport. 

Men som den helt store overlægger kan vi ikke ignorere, at det er helt afgørende, at EU investerer mere i den grønne omstilling, herunder produktionen af grøn og vedvarende energi målrettet transportsektoren.

Det går ganske enkelt for langsomt, og vi ser bl.a., at Mærsk – ganske forståeligt – tyer til Kina, for at få drivmidler til deres grønne flåde på 24 skibe indtil videre. Det kan ikke være meningen. 

EU skal sikre, at der er tilstrækkeligt grøn energi til den grønne omstilling af transportsektoren, der står overfor et markant energiskifte.

Det skal produceres nok grøn strøm til transporten, strømmen skal kunne transporters hen til ladestationerne, og produktion af alternative drivmidler til fly og skibe skal understøttes. 

Varetransporten skal være grøn

Lastbilerne skal kunne køre mere energieffektivt. 

Det skal derfor tillades at køre med større lastbiler, der kan transportere mere gods med samme energiforbrug. 

Barriererne for grønne drivmidler skal fjernes, herunder skal el-lastbilerne kunne oplades i chaufførernes hviletid og der skal ekstra vægt til batterierne i el-varebiler og lastbiler. 

Det skal også være billigere at tanke med biogas, biodiesel, e-metanol og andre grønne brændsler, og lastbilerne skal ikke køre tomme kilometer, pga. kravet om at vende retur til hjemlandet hver 8. uge.

Rejs grønt gennem Europa

Europas borgere forventes at rejse mere og mere i fremtiden. Det skal de kunne gøre både grønt og bæredygtigt. 

Det gælder togrejser, hvor ”Tekniske Handelshindringer” og andre barriererne for attraktive togrejser mellem de største europæiske byer skal nedbrydes. 

Det gælder også flyrejser, hvor Danmark og Europa skal gå forrest med investeringer i udviklingen af grønne flybrændstoffer og på en måde, hvor priserne bliver økonomisk bæredygtige for både luftfartsselskaber og passagerer. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også