Sydbank: Stærk indtjening hos DSV-rivals søfragtforretning smitter af

Senioranalytiker i Sydbank forventer, at udviklingen i dagens kvartalregnskab fra Kuehne+Nagel også vil vise sig hos DSV, når det danske selskab kommer med tal for andet kvartal i næste uge.
Adm. direktør i DSV Panalpina Jens Bjørn Andersen vil formentlig også kunne fremvise et stærkt kvartalsregnskab i næste uge, mener Sydbank. | Foto: Lars Krabbe/Foto: Lars Krabbe/Ritzau Scanpix
Adm. direktør i DSV Panalpina Jens Bjørn Andersen vil formentlig også kunne fremvise et stærkt kvartalsregnskab i næste uge, mener Sydbank. | Foto: Lars Krabbe/Foto: Lars Krabbe/Ritzau Scanpix
AF RITZAU FINANS

DSV-konkurrenten Kuehne+Nagel belønnes tirsdag på børsen for et stærkt positivt overraskende regnskab for andet kvartal, hvor både toplinjen og driften var bedre end ventet.

Og udviklingen vil også smitte af i DSV Panalpinas eget regnskab for andet kvartal, der præsenteres torsdag den 29. juli.

Særligt interessant i relation til logistikselskaberne er det at kigge på den såkaldte yield - bruttoresultatet per fragtet enhed - og her trak søfragtsdivisionen hos Kuehne+Nagel virkelig fra i andet kvartal.

"Det er særligt sødivisionen, der stikker helt af. Der er rigtig høje yields, som er blevet forbedret yderligere fra et allerede stærkt første kvartal," siger Mikkel Emil Jensen, der er senioranalytiker hos Sydbank, til Ritzau Finans.

"Det er de her forstyrrelser i forsyningskæderne, der bliver ved med at holde raterne oppe og sørger for, at kunderne søger hjælp hos logistikselskaberne. Det er også noget, som DSV nød godt af i første kvartal, så det ville være overraskende, hvis ikke også det kunne fortsætte i andet kvartal," fortsætter han.

Han peger dog på, at DSV Panalpina allerede har leveret en opjustering af forventningerne den 11. juni - og altså tæt på afslutningen af andet kvartal.

Derfor er det ikke sikkert, at overraskelsen vil blive lige så stor, som den var for Kuehne+Nagel.

"Om det overrasker lige så meget som hos Kuehne+Nagel, er svært at sige. Man skal huske, at DSV har været ude at opjustere. Det var en fin opjustering, men ikke overvældende, og der er også grund til at være forsigtig endnu, for der er jo stadig en stor del af året tilbage," siger Mikkel Emil Jensen.

"Men der er i hvert fald udsigt til, at yielden vil være bedre i andet kvartal end i første, hvor den allerede var stærk," fortsætter han.

DSV-rival har enorm vækst – slår konsensus klart i andet kvartal 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også