Nye toldregler forsinker pakker fra ikke-EU-lande

PostNords kunder må vente længere end normalt på pakker fra lande uden for EU.
Foto: PR/Postnord/PostNord Danmark
Foto: PR/Postnord/PostNord Danmark
AF RITZAU

Mange venter lige nu ekstra længe på deres pakker og breve fra lande uden for EU.

Det oplyser PostNord i en pressemeddelelse.

Ifølge PostNord skyldes problemerne en blanding af nye toldregler og bøvl med internationale it-systemer. Det skaber længere ventetid for kunderne.

"Desværre har der været en del problemer med systemet. Det betyder, at vi lige nu er bagud med at fortolde forsendelser," udtaler Michael Frølich, vice president i PostNord, i en pressemeddelelse.

Fredag oplyser PostNord til Ritzau, at omkring 3500 sager er forsinket.

Mange kunder henvender sig til PostNords kundeservice. Det skaber "ualmindelig lang telefonkø og ventetid".

"Vi arbejder stenhårdt for at besvare de mange henvendelser på telefon og via sociale medier," siger kundechef i PostNord, Henrik Larsen.

- Desværre kan vores kundeservice ikke hjælpe med at få forsendelserne hurtigere gennem toldprocesserne.

Ifølge PostNord skyldes de forsinkede forsendelser blandt andet, mangelfulde og forkerte data fra internationale netbutikker.

Det gør, at toldopkrævningen til kunderne i Danmark ikke kan sendes digitalt, men sker via brev. Derfor går der længere tid, oplyser PostNord.

Ifølge Michael Frølich forventer PostNord at have problemerne løst inden udgangen af august.

Han opfordrer alle kunder til at downloade PostNords app. I den kan man løbende holde sig orienteret om sin forsendelse. Desuden kan man modtage sin faktura og betale via appen.

 

Efter Postnords forårsspurt falder vækstraterne: "Vi begynder at se en afmatning i markedet nu"

Postnords omsætning i Danmark runder 2 milliarder

Postnords danske logistikselskab forbedrer forretningen men taber stadig millioner 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også